PostNords danske forretning er stærkt medvirkende til, at hele koncernens omsætning er faldet i første kvartal.
Omsætningen er faldet tre procent til 8,8 milliarder svenske kroner, viser kvartalsregnskabet tirsdag.
Det svarer til lidt mere end seks milliarder kroner.
Isoleret set har PostNord Danmark set sin omsætning falde 23 procent til 1,3 milliarder svenske kroner.
Faldet skyldes primært afviklingen af den landsdækkende brevomdeling.
I marts sidste år blev det meddelt, at den danske del af koncernen ville lukke helt ned for sin brevforretning inden udgangen af 2025.
Beslutningen blev taget, som svar på at antallet af brevforsendelser havde været kraftigt nedadgående de foregående årtier.
Samtidig ophørte PostNords befordringspligt, da den nye postlov trådte i kraft 1. januar 2024.
Befordringspligten betød tidligere, at PostNord havde pligt til at tage imod og omdele breve mod at få en økonomisk kompensation fra staten til gengæld.
Det er ikke kun i den danske forretning, at omsætningen er faldet. Det er også sket i Norge, Sverige og Finland, omend i langt mindre grad end i Danmark.
PostNords danske afdeling har den seneste tid i stedet flyttet fokus til uddeling af pakker, hvor der blev leveret ni procent mere end i den tilsvarende periode sidste år.
Af regnskabet fremgår det, at tilbagegangen i Danmark også har sat sig i koncernens overordnede driftsresultat.
Det er faldet med 51 millioner svenske kroner til i alt 138 millioner svenske kroner.
PostNord er resultatet af en sammenlægning af det svenske postselskab Posten AB og Post Danmark tilbage i 2009.
Selskabet ejes af den danske og svenske stat i fællesskab. Sverige ejer 60 procent af aktierne, Danmark ejer 40 procent.
ritzau


























