Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

For første gang siden april 2025 er Apple mere værd end Nvidia. Apple er nu verdens mest værdifulde selskab.

Apple overstiger Nvidia og er igen verdens mest værdifulde selskab

Foto: Francis Mascarenhas/Ritzau Scanpix
Foto: Francis Mascarenhas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Techselskabet Apple er igen verdens mest værdifulde selskab, efter at selskabets markedsværdi mandag oversteg Nvidias.

Mandag faldt Nvidia fem procent, mens Apple steg omkring en procent.

Det bragte Apples markedsværdi op på cirka 4950 milliarder dollar. Nvidias markedsværdi faldt til omkring 4760 milliarder dollar.

Nvidia har ifølge CNBC været det mest værdifulde selskab i verden siden juni 2025, hvor selskabet oversteg Microsoft i værdi.

Apple har ikke haft en højere markedsværdi end Nvidia ved børsluk siden april 2025, skriver CNBC.

Foruden Apple og Nvidia er Alphabet, som er selskabet bag Google, Microsoft og Amazon, i top-5.

Novo i top 100

Det højest rangerede danske selskab er medicinalselskabet Novo Nordisk, som er nummer 80 over de mest værdifulde selskaber i verden.

Ser man udelukkende på de europæiske selskaber, er den hollandske chipproducent ASML øverst. Selskabet er nummer 23 på den fulde liste.

Flere af selskaberne øverst på listen kommer med regnskab denne uge. Det gælder Apple, Amazon, Microsoft og Meta, som er selskabet bag Facebook og Instagram.

Apples regnskab bliver det sidste med Tim Cook som topchef. Fra 1. september skal han i stedet være bestyrelsesformand, mens vicedirektør John Ternus overtager roret som topchef.

John Ternus har hidtil haft ansvar for hardwareudvikling i Apple. Han har dermed haft det overordnede ansvar for Apples udvikling af nye versioner af iPhone, iPad og Mac.

Apple blev stiftet af Steve Jobs, Ronald Wayne og Steve Wozniak i Steve Jobs’ forældres garage i 1976.

Steve Jobs måtte forlade selskabet efter interne uenigheder, men vendte tilbage i 1996, da Apple opkøbte it-virksomheden Next, som Steve Jobs havde stiftet.

Fra 1997 til 2011 blev Apple ledet af Steve Jobs. Han overdrog topposten til Tim Cook 24. august 2011 for selv at fortsætte som bestyrelsesformand.

Den 5. oktober 2011 døde Steve Jobs af kræft.

I 2020 blev Apple det første selskab, som rundede en markedsværdi på 2000 milliarder dollar.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her