It-selskabet Netcompany kommer ud af andet kvartal med en omsætning på knap 2,5 milliarder kroner.

Netcompany opjusterer efter salgsfremgang i andet kvartal

André Rogaczewski, administrerende direktør for Netcompany, har grund til at være tilfreds med virksomhedens regnskab. Arkivfoto:  Thomas Lekfeldt
André Rogaczewski, administrerende direktør for Netcompany, har grund til at være tilfreds med virksomhedens regnskab. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt

Artiklen er opdateret kl. 11.11 med oplysninger om fyringer.

Opkøbet af bankdataselskabet SDC er i sig selv grund til, at Netcompanys omsætning alt andet lige vil være noget større i det igangværende regnskabsår end i 2025. Men det er også lykkedes for it-selskabet at øge salget i den øvrige forretning, og derfor opjusterer selskabet nu sine forventninger til årets omsætningsvækst som helhed. Det sker i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for første halvår torsdag morgen.

Netcompany forventer nu en samlet omsætningsvækst på mellem 16 og 20,5 procent, hvor man tidligere stillede aktionærerne en vækst på mellem 15 og 20 procent i udsigt. Og kigger man alene på de aktiviteter, der ikke vedrører bankdataselskabet – som nu er omdøbt til Netcompany Banking Services – forventer ledelsen nu en vækst på mellem 6,5 og 10,5 procent. Tidligere lød forventningen på en vækst på mellem 5 og 10 procent.

Den bedre end ventede omsætningsvækst har været medvirkende til, at overskuddet efter skat er steget fra 56 millioner kroner til 197 millioner kroner.

Topchef og medstifter André Rogacszewski konstaterer fremgang på de fleste markeder, men fremhæver særligt Storbritannien. Her er omsætningen steget med 57 procent i andet kvartal, og han forventer, at den vil stige yderligere som følge af det sponsorat, man har tegnet med cykelholdet Ineos.

Og så har han store forventninger til, hvad kunstig intelligens vil betyde for Netcompanys forretning fremover. Særligt i den del af forretningen, der tidligere hed Intrasoft og som nu kaldes SEE & EUI, der har fokus på it-løsninger til EU-myndigheder.

»Ai-tilpasningen accelererer hurtigt, modellerne udvikler sig, og spændende muligheder venter dem, der kan levere europæiske suveræne digitale løsninger. Jeg er utrolig stolt over at stå i spidsen for Netcompany som en af de få europæiske virksomheder, der er positioneret til at sikre, at europæiske regeringer og virksomheder trives i denne fremtid«, siger han i en kommentar til regnskabet.

Gør klar til fyringer

Netcompany beskæftigede i gennemsnit 9.870 ansatte verden over i første halvår. Kunstig intelligens vil dog fremover overtage en del af de opgaver, som i dag varetages af ansatte. Derfor forbereder selskabet sig allerede nu på at skulle afskedige et ukendt antal i ansatte inden for det næste år, fremgår det af regnskabet.

Her står der, at der er afsat 149 millioner kroner til omkostninger i forbindelse med afskedigelser, som vil blive gennemført inden for de kommende 9 til 12 måneder.

»Hensættelsen vedrører den igangværende tilpasning af organisationen, justeringer i mixet af ansatte og realiseringen af effektiviseringer som følge af den fulde implementering af AI-agenter i alle koncernens afdelinger«, hedder det.

Der nævnes ikke, hvor mange der i givet fald står til at miste deres job, og der står heller ikke, hvilke afdelinger eller lande, der bliver ramt af besparelserne. Men det slås fast, at de forventes at få fuld effekt i regnskabet i andet halvår af 2027 og frem.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her