Overborgmester Frank Jensen (S) og Københavns Kommune har hidtil kategorisk afvist at genhuse naboer, der udsættes for voldsomme støjgener fra metrobyggeriet. Men kommunen har faktisk en decideret pligt til at genhuse borgere, der udsættes for sundhedsskadelig støj i deres bolig.
Byfornyelseslovens regler om såkaldt kondemnering siger nemlig, at kommunen er forpligtet til at gribe ind og genhuse enhver, der lever i en sundhedsfarlig bolig. Det oplyser Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i et notat:
»Konstaterer kommunalbestyrelsen sundhedsfare, har den pligt til at nedlægge forbud mod beboelse eller ophold samt foretage genhusning efter byfornyelseslovens regler. Tilsynsforpligtelsen er overordnet og generel og gælder således også i forhold til støj fra metrobyggeriet«, lyder det i ministeriets notat af 13. januar.
Embedslæge er med til at forsinke byggetilladelse
Ministeriet oplyser, at genhusningen kan ske midlertidigt op til 12 måneder eller permanent. Og kommunen skal beslutte typen af genhusning, lyder det.
Embedslægen under Sundhedsstyrelsen fastslog 19. november, at det tilsigtede døgnarbejde på op til 86 decibel ved Marmorkirken »kan medføre væsentlige helbredsproblemer for de berørte beboere«.
LÆS ARTIKLEN
Københavns Kommunes første tilladelse til døgnarbejde ved Marmorkirken blev kendt ulovlig og ugyldig af Natur- og Miljøklagenævnet. Eftersom metrobyggeriet er alvorligt forsinket, har kommunen arbejdet intenst på at skrue en ny, revideret tilladelse til døgnarbejde sammen. Kommunen forventede før jul, at en ny tilladelse kunne udstedes i begyndelsen af januar, men påbuddet er blevet forsinket, og teknik- og miljøforvaltningen bekræfter, at byfornyelseslovens bestemmelser og embedslægens udtalelser er en medvirkende årsag til forsinkelsen.
»Embedslægen vurderer, at der er tale om nærliggende sundhedsfare for beboerne i de berørte boliger. Vi er nu i en dialog med embedslægen om forholdene omkring byggepladserne«, skriver enhedschef Uffe Andreasen i en e-mail.
Andre byggepladser kan også blive påvirket
Reglerne i byfornyelsesloven kan også påvirke andre metrobyggepladser. »Embedslægen har kompetencen til at vurdere konsekvenserne for naboernes sundhed. Først når vi kender den vurdering, kan vi sige noget sikkert om konsekvensen for andre byggepladser«, fortsætter Uffe Andreasen.
Metrobyggeriets udvidede arbejdstider rammer i dag tusindvis af beboere omkring en række byggepladser. Eksempelvis ved Øster Søgade har Metroselskabet lov til at støje op til 67 decibel i døgndrift. Ved Nørrebroparken må metrobyggeriet støje op til 60 decibel om aftenen og 55 decibel om natten. Natur- og Miljøklagenævnet har dog i et udkast til afgørelse nævnt, at kommunen har tilladt niveauer, der er 5 decibel for lave i forhold til den reelle støjbelastning.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter oplyser, at kommunen har pligt til løbende at føre tilsyn med, at borgere ikke bor i skadelige boliger: »Hvis en kommune konkret får mistanke om, at der er sundhedsfare ved en bolig, skal kommunen undersøge sagen nærmere«.
Ved Nørrebroparken har man i to omgange været udsat for støjende døgnarbejde, og naboer har løbende tilkendegivet, at det går ud over deres helbred.
»Med de her nye oplysninger er det væsentligt at få afgjort, om kommunen har levet op til sin tilsynspligt i sagen, og så er det skelsættende i forhold til naboernes mulighed for genhusning. Mens nogle naboer kan holde støjgenerne ud, har nogle af de mest udsatte behov for genhusning. Der findes desværre naboer, der har haft svære omkostninger for privatlivet, arbejdslivet og deres generelle sundhedstilstand«, siger Søren Sandahl, talsmand for Foreningen af Metronaboer.
Genhusningspligt aldrig oplyst
Politikerne vedtog de udvidede arbejdstider i juni sidste år. Forvaltningen pegede i sin indstilling af 15. maj på risikoen for, at særligt natarbejdet kan udgøre en risiko for borgernes helbredstilstand.
»Ved støjniveauer over 55 decibel i lang tid stiger de sundhedsmæssige effekter, især med hensyn til hjerte-kar-sygdomme. Ved disse støjniveauer er en stor del af befolkningen meget generet og påvirket af søvnforstyrrelser«, lød det i indstillingen med reference til anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Byfornyelseslovens regler om pligten til genhusning blev ikke nævnt. Tværtimod skrev forvaltningen, at »Københavns Kommune kan ikke med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne kompensere yderligere for de gener, som ejere og lejere har fra støj og andet, der er en følge af anlægsarbejder«.
LÆS OGSÅ Børnefamilien: »Vi er bange for at skade vores barn«
I teknik- og miljøforvaltningen siger Uffe Andreasen, at kommunen først fandt anledning til at overveje genhusningsreglerne i forbindelse med embedslægens kritiske udtalelse i november.
»På baggrund af den vurdering og efter dialog med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter retter vi i december fornyet henvendelse til embedslægen. Denne gang for at få vurderet, om den beskrevne sundhedsfare bør udløse genhusning efter byfornyelsesloven. Vi får den første vurdering lige efter årsskiftet, men har brug for præciseringer«, siger han.
Overborgmester Frank Jensen har ingen kommentarer til sagen.
fortsæt med at læse




























