Et af de mest ventede produkter i teknologiens verden lige nu er Apples iWatch. Stort set alle Apples konkurrenter har allerede lanceret smarture, lige fra Sony over Samsung til LG. Men Apple venter, til produktet er tilfredsstillende for både hoveddesigner sir Jonathan Ive og topchef Tim Cook. Det er en strategi, der stammer tilbage fra Steve Jobs-tiden.
Der er dog meget, der peger på en lancering i oktober, og det bekræftes blandt andet af, at Apple nu er i gang med at besætte poster i salgsleddet. Det lader til, at Apple gerne vil ud i almindelige urbutikker med iWatch og ikke kun sælge det de steder, hvor man kan købe Apple-produkter.


























