Det gyldne efterårsløv indrammer landskabet omkring Vallø Slot nær Køge, som var det et guldaldermaleri – udsigten fra den smukt restaurerede tidligere herskabsstald, som nu udgør hovedkvarteret for Ingleby Farms & Forests, kunne ikke være mere passende.
Herfra styrer 12 medarbejdere en af Danmarks største og alligevel helt ukendte internationale landbrugskoncerner. Med farme i New Zealand, Australien, USA, Argentina, Uruguay, Peru og Rumænien er der nok at se til for direktør Hans Henrik Koefoed, som netop er landet i Danmark efter fem ugers rundrejse til koncernens besiddelser rundt om i verden. Sidste stop var Letland, hvor koncernen også overvejer at købe op.


























