Med de grønne tørklæder om livet ligner en barista i Starbucks langtfra en medarbejder fra en bank. Men selv om den amerikanske kæde er mest kendt for sin kaffe, er den faktisk en af USA’s største banker.
Det hele begyndte med en idé om at nedbringe den tid, kunderne bruger på at stå i kø. Det hader kunderne hos Starbucks lige så meget som alle andre steder. Derfor oprettede kæden et system, hvor man bestiller sin kaffe på forhånd via mobilen og samtidig betaler via et loyalitetskort med en tilkoblet konto.




























