William Demant Holdings direktør, Søren Nielsen, ser med tilfredshed tilbage på et 2017, som han selv kalder et 'rekordår'.
Regnskabet for sidste år viser da også en omsætning, der voksede med 10 procent til 13,2 milliarder kroner.
Og samtidig tog selskabet markedsandele i alle tre forretningsområder: høreapparater, høreimplantater og diagnostiske instrumenter.
»Vi er i 2017 nået ud til flere mennesker end nogensinde før og har formået at levere stærk vækst, og alle vores forretningsaktiviteter har vundet markedsandele«, siger direktøren i en kommentar til regnskabet.
Selskabet opnåede et resultat af primær drift på 2,5 milliarder kroner.
ritzau




























