Handelskrig giver bekymring hos Vestas

Vestas' administrerende direktør, Anders Runevad. Lars Krabbe/POLFOTO
Vestas' administrerende direktør, Anders Runevad. Lars Krabbe/POLFOTO
Lyt til artiklen

Vestas har øget sin omsætning og fastholdt sit resultat i andet kvartal af 2018. Prispres i markedet og den ulmende handelskrig har været i fokus. Og mens de værste scenarier ikke har udspillet sig, giver de stadig bekymring.

Samlet omsatte Vestas for 2,3 milliarder euro i andet kvartal - de tre måneder, der sluttede med juni. Overskuddet landede på 184 millioner euro. Det er nogenlunde det samme som i samme periode sidste år.

»Eksterne faktorer såsom eksisterende og potentielle tariffer skaber ydermere nogen usikkerhed i industrien. På denne baggrund er jeg meget tilfreds med, at Vestas fortsat leverer markedets bedste marginer«, skriver administrerende direktør Anders Runevad i regnskabet.

Netop handelskrigen har været i fokus, da stål og aluminium var noget af det, der først blev ramt af straftold fra USA's side. Det er vigtige råvarer for Vestas.

I regnskabet afdæmper Vestas da også sine forventninger til hele året - omend kun en smule.

Fra at vente en omsætning på 10-11 milliarder euro ser Vestas nu en omsætning på 10-10,5 milliarder euro. Og mens selskabet før forventede et driftsresultat på 9-11 procent af omsætningen, ses nu 9,5-10,5 procent.

Fokus for Vestas, der stadig henter mange nye ordrer, har været på priserne. De har været under pres og faldt da også i andet kvartal.

I de første tre måneder af 2018 kunne Vestas tage 0,73 millioner euro per megawatt. I andet kvartal var prisen faldet til 0,71 millioner euro. I slutningen af 2016 kunne Vestas tage 0,95 millioner euro per megawatt ifølge Ritzau Finans.

»I andet kvartal stabiliserede prisen per megawatt sig omkring de seneste kvartalers niveauer, men påvirker fortsat resultaterne på kort sigt«, skriver Anders Runevad i regnskabet.

Vestas øgede ordreindtaget i andet kvartal til 3,8 milliarder euro. Det er en markant stigning fra samme periode i 2017, hvor ordreindtaget lød på 2,7 milliarder euro.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her