Nykredit har sidste år nedskrevet for mere end to milliarder kroner. Det har medvirket til et lavere overskud.

Nykredits overskud falder på store nedskrivninger

Foto: Olivia Loftlund/POLFOTO
Foto: Olivia Loftlund/POLFOTO
Lyt til artiklen

Bank- og realkreditkoncernen Nykredit har sidste år tjent færre penge.

Det hænger især sammen med nedskrivninger til forventede tab som følge af coronaudbruddet.

Det fremgår af Nykredits årsregnskab, der er offentliggjort torsdag.

Nedskrivningerne på udlån er sidste år samlet set endt på 2,3 milliarder kroner. Det har været mere end en fordobling i forhold til året før.

Banker har typisk nedskrivninger på udlån. Det er penge, som man ikke længere forventer at få tilbage. Det kan dermed betragtes som tab.

I regnskabet skriver Nykredit, at nedskrivningerne var væsentligt påvirket af usikkerheden omkring coronapandemiens ’dybde og varighed’.

»Den negative effekt var mest markant i første kvartal, men covid-19 har også påvirket de efterfølgende kvartaler«.

»Der var i 2020 hensat 2059 millioner kroner til forventede tab som følge af covid-19«, skriver Nykredit i regnskabet.

De store nedskrivninger har medvirket til, at Nykredit sidste år har måttet se overskuddet falde med 24 procent til 5,7 milliarder kroner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her