Har man fulgt Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, de seneste år, er særligt ét budskab gået igen. Nemlig at DF er det eneste parti i Folketinget, som ikke vil respektere Den Europæiske Menneskerettighedskonventions snævre rammer, når det kommer til udvisning af kriminelle udlændinge. Igen og igen har DF tordnet imod de partier, der på den ene side siger, at de gerne vil udvise flere, men omvendt ikke er klar til at gøre det og dermed blæse på Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Derfor vækker det også opsigt hos andre partier, at Messerschmidt nu – for at nå målet om at komme i regering – er klar til at gå på kompromis med sin politik på netop det område.




























