Folketingspolitiker Jeppe Søe var på en ’direkte konfrontationskurs’ med sit eget parti, Moderaterne.
Det siger gruppeformand Henrik Frandsen (M) fredag morgen på TV 2 News.
»Med det forløb, der har været den senere tid, har det ikke været en stor overraskelse, at Jeppe Søe har trukket stikket fra Moderaterne«, lyder det.
»Han har kørt en direkte konfrontationskurs den seneste uge, så jeg er ikke overrasket«.
Udtalelserne falder, dagen efter at Jeppe Søe i podcasten Q & CO meldte, at han vil forlade Moderaterne.
Det er en foreløbig kulmination på et forløb, der har strakt sig, siden B.T. sidste fredag kunne fortælle om, at medarbejdere i Moderaterne har klaget til Arbejdstilsynet over mobning og sexisme i partiet.
I den forbindelse havde Jeppe Søe sendt et brev til flere i partiet, hvor han beskriver sagerne som noget, der kan ødelægge partiet.
Brevet blev lækket, og siden har Jeppe Søe været kritisk over for den løsning, formand Lars Løkke Rasmussen har aftalt med medarbejderne.
Jeppe Søe blev valgt til Folketinget for det nye parti ved valget i 2022, og han kan dermed tage sit mandat med videre til et andet parti eller blive løsgænger.
Selv om Moderaterne står til at miste et sæde i Folketinget, er flere kræfter i partiet lettede.
Partiformand Lars Løkke Rasmussen står med en lettelse nu, fordi han mener, Moderaterne lettere kan komme videre efter Jeppe Søes exit.
Også folketingsmedlemmer som Monika Rubin og Tobias Grotkjær Elmstrøm udtrykker lettelse.
fortsæt med at læse




























