Når bestyrelsen i Dansk Boldspil-Union i de kommende uger skal tage stilling til det omtvistede saudi-arabiske bud på at stå for værtskabet for VM-slutrunden i fodbold i 2034, vil beslutningen være funderet i en klar anbefaling fra DBU’s governance- og udviklingskomité, som tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sidder i spidsen for.
11. december skal det internationale fodboldforbund, Fifa, på en virtuel kongres beslutte, hvor slutrunderne skal afvikles i 2030 og 2034. Efter at Australien i oktober meldte pas på at byde på værtskabet for slutrunden i 2034, er den stenrige oliestat Saudi-Arabien det eneste land, der har lagt billet ind på at afholde VM i 2034.


























