Socialdemokratiets Thomas Gyldal Petersen stopper efter 13 år som borgmester i Herlev.
Det fremgår af en pressemeddelelse onsdag formiddag.
Han har besluttet ikke at genopstille til kommunalvalget i november 2025 og vil anmode om at udtræde af byrådet ved årsskiftet.
»Det har været et stort privilegium at tage ansvar for den by, jeg har levet i hele mit liv. Jeg er stolt af de resultater, jeg har stået i spidsen for at skabe i Herlev«, siger han.
Overblik: Disse S-borgmestre har trukket sig
En lang række socialdemokratiske borgmestre er trådt tilbage fra deres poster siden sidste kommunalvalg.
Her er en liste over de borgmestre, som træder tilbage:
- Holstebros mangeårige borgmester, H.C. Østerby (S), har meddelt, at han ikke genopstiller.
- Frederikshavns store stemmesluger Birgit S. Hansen (S) stopper som borgmester 31. oktober til fordel for et job i KL.
- Faaborg-Midtfyns borgmester, Hans Stavnsager (S), har også meddelt, at han ikke genopstiller til næste år.
- Fredericia fik ny borgmester i foråret, da Steen Wrist (S) forlod politik til fordel for et nyt job.
- Aalborgs mangeårige borgmester, Thomas Kastrup Larsen (S), stoppede også i foråret for at prøve noget andet end politik.
- Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), blev i sidste måned social- og boligminister.
- Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) trak sig som borgmester og fra dansk politik i oktober. Han nåede at være borgmester i 13 år.
- I Herlev meddelte den mangeårige borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) onsdag, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget. Han ønsker desuden at udtræde af kommunalbestyrelsen ved årsskiftet efter 27 år, hvoraf 13 har været som borgmester.
/Ritzau/
Den 49-årige politiker har været valgt til kommunalbestyrelsen i 27 år og uddyber, at beslutningen er hans egen, selv om den ikke har været nem.
»Hele mit voksne liv har handlet om politik, og jeg har været bevidst om, at den dag ville komme, hvor andre med nye idéer og stort politisk engagement vil tage over«.
»Socialdemokratiet i Herlev har dygtige yngre kræfter, der kan løfte opgaven. Personligt har jeg et ønske om at bruge mig selv og lære noget nyt uden for livet som folkevalgt«, siger han i meddelelsen.
For nylig blev Thomas Gyldal Petersen udnævnt til næstformand i KL (Kommunernes Landsforening).
Ved valget i 2021 fik han flest stemmer og knap hver fjerde af samtlige stemmer i Herlev Kommune, hvilket dog var en mærkbar tilbagegang i forhold til 2017.
Socialdemokratiet står dårligt i meningsmålingerne på landsplan, og den afgående borgmester er en blandt flere stemmeslugere, som partiet må sige farvel til forud for kommunalvalget til november 2025.
Flere af de prominente navne har kaldt det et godt tidspunkt at stoppe på, da deres afløser dermed har et år til at sætte sig i stolen og til at skabe en profil frem mod valget.
Blandt de afgående socialdemokratiske borgmestre er Københavns Sophie Hæstorp Andersen, Aarhus’ Jacob Bundsgaard, Holstebros H.C. Østerby, Frederikshavns Birgit S. Hansen, Faaborg-Midtfyns Hans Stavnsager, Fredericias Steen Wrist og Aalborgs Thomas Kastrup Larsen.
Fra statsminister Mette Frederiksen (S) lyder der en stor tak for indsatsen til Thomas Gyldal Petersen.
»Jeg kender Thomas som en velfærdskriger. Han har altid været optaget af, hvordan vi kunne udvikle vores samfund til gavn for fællesskabet. Og han har knoklet for at gøre Herlev til et bedre sted at bo og leve. Han brænder for folkeskolen, ældreområdet, foreningslivet og de lokale arbejdspladser. Til stor glæde for borgerne i Herlev«, skriver hun.
ritzau
fortsæt med at læse





























