I Disney-filmen ’Bjørnebrødre’ er der en rørende forsoningsscene, hvor hovedpersonen Kenai til sidst beslutter at ofre sin egen mulighed for endegyldigt at blive genforenet med sin bror og blive til et menneske igen – Kenai er blevet forvandlet til en bjørn – fordi han nu indser, at den sande betydning af kærlighed og broderskab ligger i at sætte andres behov før sine egne.
I mange år har det været det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dams yndlingsfilm. Fordi animationsfilmen emmer af, at vi alle – uanset, hvor forskellige vi er – er brødre og søstre. Fordi bjørnefilmen bifalder budskabet, at man skal kunne se og forstå ting fra andres perspektiv, selv om man ikke nødvendigvis er enig.




























