8,4 procent. Sådan så vælgernes opbakning til både Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti ud, da den seneste politiske meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter landede mandag i denne uge.
Det sker, kort tid før Dansk Folkeparti lørdag holder årsmøde i Viborg, mens Danmarksdemokraterne samme dag samles til landsmøde i Herning.
Det er første gang, at Voxmeter måler Dansk Folkeparti til at være et lige så stort parti som Danmarksdemokraterne, omend der er en statistisk usikkerhed på 1,7 procentpoint for begge partier i målingen.
»Det er små procentpoint af vælgerne, der er flyttet over til DF. Det drejer sig måske om halvandet mandat, men det er stemmer over midten«.
»Det er stemmer, der kan risikere at bestemme, hvor regeringsmagten skal ligge, i rød eller blå lejr«, siger valgforsker Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
Ifølge valgforsker Rune Stubager, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, har Dansk Folkeparti ikke mindst hentet deres tilslutning i meningsmålingerne hos frafaldne Nye Borgerlige-vælgere.
»Det giver god mening, for Nye Borgerlige er tæt på døden«, siger han.
Dansk Folkeparti henter dog også vælgere hos Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet.
»For Danmarksdemokraterne gælder det, at det, de taber til Dansk Folkeparti, henter de i større omfang hos Venstre, også lidt fra Socialdemokratiet, men de får også en pæn slat fra Nye Borgerlige«, siger Rune Stubager.
Kasper Møller Hansen peger på, at Dansk Folkeparti netop er begyndt at vinde vælgere tilbage fra Socialdemokratiet.
»Derfor betyder 1,5 procentpoint langt mere, når de ryger til Dansk Folkeparti (fra Socialdemokratiet, red.), end når de ryger til SF«.
»Når man ser på målingerne, er Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne i topform, netop fordi de ikke æder af hinanden. Men de æder, så de gør kagen større. Så der er vælgere, der har flyttet sig«, siger han.
I målingen mandag fra Voxmeter får den klassiske blå blok med 48,5 procent større tilslutning fra vælgerne end rød blok med 47,9 procent, hvilket har været et sjældent syn i denne valgperiode. Moderaterne står uden for blokkene.
Mens Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne har ligget på et stabilt højt niveau i Voxmeters meningsmålinger siden folketingsvalget i 2022, har det set anderledes skidt ud for Dansk Folkeparti.
Så sent som for fire måneder siden målte Voxmeter partiet til en opbakning på 3,7 procent. Men siden har formand Morten Messerschmidt og partiet altså mere end fordoblet tilslutningen.
»Jeg glæder mig egentlig mere i den måling over, at vi er større end både regeringen og rød blok«, siger han.
Morten Messerschmidt henviser til, at de seks partier i den klassiske blå blok med Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Lars Boje Mathiesens nye parti, Borgernes Parti, tilsammen kan mønstre større opbakning end partierne i rød blok.
»Det betyder jo enormt meget for troen på, at vi efter et folketingsvalg kan få en ny borgerlig regering«, siger Morten Messerschmidt.
Hos Danmarksdemokraterne er politisk ordfører Susie Jessen tilfreds med, at hendes parti hele tiden har ligget godt til i meningsmålingerne. Hun byder Dansk Folkepartis fremgang velkommen.
»De muligheder, der er, for at vi kan få vippet Mette Frederiksen (S) af pinden som statsminister, bliver større og større nu, og det er kun positivt at se, siger hun.
Valgforsker Kasper Møller Hansen peger på, at det gælder om at glæde sig, mens man kan. Vælgernes gunst er nemlig ikke en given størrelse, og det kan hurtigt vende.
»Vælgerne flytter sig langt mere, end de har gjort nogensinde tidligere«.
»Det gør så, at de vælgere, der er kommet over til Dansk Folkeparti - og der kan komme endnu flere - de kan ret hurtigt gå over til Socialdemokratiet igen. Vælgerne har skiftet før, og den gruppe bliver større og større«, siger han.
ritzau
fortsæt med at læse


























