Regeringen fortsætter forhandlingerne om fødevarechecks og lavere fødevaremoms uden Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) til Ritzau.
»De (LA og DF, red.) har klart tilkendegivet, at de er kritiske over for det, regeringen har lagt frem. LA kalder det uværdigt, bestikkelse og vælgerflæsk. Og Morten Messerschmidt har sagt, at han synes, det er meget forkert, at man går ind og giver en check til udvalgte grupper«, begrunder han.
Nicolai Wammen fortæller samtidig, at han har en forventning om, at de forhandler i denne uge, og at de i næste uge kan lande en aftale med en række af Folketingets partier.
»Tidspunktet kommer an på, hvornår vi afslutter forhandlingerne, og hvor hurtigt Folketinget er parat til at behandle lovgivningen. Men det tænker jeg, vi kan sige noget mere præcist om, når vi har en aftale«, siger han.
ritzau




























