Statsminister Mette Frederiksen (S) tager Folketingets nu tidligere formand Søren Gade (V) i forsvar.
Det sker, efter at Jyllands-Posten mandag aften bragte et portræt af Søren Gade, hvor en række anonyme kilder kritiserer Gade og blandt andet beskriver ham som forfængelig, illoyal, egoistisk, doven og grisk.
I et interview med pressen i forbindelse med Folketingets åbning slår Mette Frederiksen fast, at hun synes, at Søren Gade ’har været en fremragende formand for Folketinget’.
»Han er en kær kollega og ven, og jeg kan ikke genkende det, der bliver sagt om ham.
»Og jeg synes i øvrigt, at han var en god og stærk forsvarsminister, og jeg ved, at mange af vores veteraner og deres familier sætter utroligt stor pris på ham.
Søren Gade udtaler sig ikke selv i portrættet i Jyllands-Posten, der er baseret på interviews med 13 anonyme kilder, der ’har kendt Søren Gade personligt og gennem politik i adskillige år’.
Men tirsdag morgen skrev han i en sms til B.T., at han ’kan og vil ikke’ forholde sig til anonym kritik og anonyme kilder.
»Men jeg må konstatere, at jeg har magtfulde fjender i Venstre, skrev Søren Gade til B.T., uden at uddybe hvilke fjender han konkret tænkte på.
Mette Frederiksen giver heller ikke meget for, at portrættet er baseret på anonyme kilder.
»Så synes jeg i øvrigt, at det er under lavmålet, at demokratisk valgte politikere anonymt angriber andre mennesker, siger statsministeren.
Jyllands-Posten nævner ikke i portrættet, hvorvidt nogen af de anonyme kilder er demokratisk valgte.
Venstre-formand Troels Lund Poulsen har også bakket Søren Gade op.
»Jeg har kendt Søren i 25 år, og jeg er jo ikke enig i alt, hvad Søren siger og gør. Men det er et ualmindeligt trist og svinsk portræt, der i dag er lavet af Søren, og det er jeg også ked af, sagde han til Ekstra Bladet tidligere tirsdag.
Avisen har tirsdag rettet i portrættet. Det fremgår øverst i artiklen.
»Den første version af portrættet af Søren Gade var ikke tilstrækkeligt balanceret. Derfor har vi opdateret artiklen med flere beskrivelser af Søren Gade - eksempelvis, hvordan han er som ven og hans arbejde for danske soldater, skriver Jyllands-Posten i rettelsen.
ritzau
fortsæt med at læse