Advokat: Løkke bryder grundloven

Lyt til artiklen

Lars Løkke Rasmussen bryder forvaltningsretten, grundloven og menneskerettighederne. Så alvorlige er beskyldningerne fra landets lægestuderende og deres advokat, Christian Harlang. Forud for dagens åbne samråd med Indenrigs- og Sundhedsministeren peger Foreningen Af Danske Lægestuderende (FADL) på, at regeringens reform af lægeuddannelsen er ulovlig. Det skyldes, at Lars Løkke Rasmussen har vedtaget den nye lægeuddannelse uden at spørge Folketinget. »Indgreb i erhvervsforhold skal ske ved lov; dem kan man ikke bare fastsætte i en aftale uden om Folketinget«, siger advokat Christian Harlang. »Denne aftale er klart grundlovsstridig«, lyder vurderingen. Læger skal hurtigere igennem Reformen af lægeuddannelsen vakte allerede i foråret furore blandt de kommende læger. Når reformen af uddannelsen træder i kraft i 2008, skal lægernes turnusperiode beskæres fra halvandet år i dag til et enkelt år. Desuden må der højest gå fire år, fra lægerne færdiggør deres uddannelse, og til de begynder på speciallægeuddannelsen. Regeringens erklærede formål med ændringerne er at få flere lægerne hurtigere igennem systemet, så vi får flere speciallæger på sygehusene. Utilfredse studerende Men de studerende mener, at regeringens reform af uddannelsen er forfejlet. Den vil blandt andet betyde, at flere danske medicinstuderende flytter til Norge og Sverige, siger de. Det nye system vil nemlig tvinge de unge ud i bestemte – mindre populære – specialer eller geografiske områder, hvis de ikke er begyndt på en speciallægeuddannelse inden for fristen. Siger de nej til de ledige pladser, lukker regeringen for kassen og udelukker de studerende fra overhovedet at færdiggøre deres uddannelse. Får de studerende ret i, at flere lægestuderende vil forlade landet, vil reformen få den stik modsatte effekt end den tilsigtede. Ulovlig og ugyldig aftale »Den aftale, ministeren har indgået, er hverken lovlig eller gyldig. Det strider ikke alene mod forvaltningsretten, men også grundloven at vedtage noget, der i den grad griber ind i folks liv og fremtidige erhvervsmuligheder, uden i det mindste at diskutere og vedtage det i Folketinget«, siger Christian Harlang. Han mener, at indgrebet er så vidtgående, at det måske ikke engang kan vedtages i Folketinget uden at komme i karambolage med grundloven og menneskerettighederne. Domstolene kan afgøre det I sidste ende er det op til domstolene at afgøre, om ministerens aftale er ulovlig eller ej. Hvis Lars Løkke Rasmussen ikke kommer de lægestuderendes krav i møde, kan Foreningen Af Danske Lægestuderende (FADL) altså vælge at bringe sagen for retten. Det kan de enten gøre på vegne af organisationen som helhed eller på vegne af enkeltpersoner, der bliver ramt af ændringerne. Bjarne Skjødt Worm, formand for hovedbestyrelsen i FADL, fortæller, at foreningen endnu ikke har besluttet, om en retssag bliver den endelige konsekvens. »Hvis der slet ikke sker nogle ændringer, er det en situation, vi ikke kan leve med. Så må vi vurdere, hvad vi ellers kan gøre«, siger han. Lars Løkke Rasmussen skal i åbent samråd om sagen klokken 13.30 i dag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her