Vilstrup: VKO-flertal intakt trods skattekrise

Lyt til artiklen

Trods skattedrama og ballade om offentligt ansattes løn står både Venstre og de konservative til fremgang i en ny meningsmåling fra Synovate Vilstrup. Målingen viser også, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti kan bevare sit flertal, og at Socialdemokraterne ikke har vundet på regeringens aktuelle krise. Tværtimod har S mistet vælgere. Vilstrup har spurgt vælgerne i sidste uge. Efter at finansminister Thor Pedersen (V) var havnet i en lønstrid med de offentligt ansatte. Og efter at regeringen havde fremlagt sin finanslov, sin skattepakke og sin kvalitetsreform for den offentlige sektor.

S under niveau fra katastrofevalg
Venstre står i Vilstrup-målingen til 28,2 pct. af stemmerne, mens de konservative får 10,4 og Dansk Folkeparti 11,6 pct. Samlet giver det VKO et snævert flertal på 50,2 pct. Så i Vilstrup-målingen får Naser Khader og hans Ny Alliance ikke den magtfulde position som tungen på vægtskålen, der har vist sig i flere målinger.

Socialdemokraterne går tilbage til 23,3 pct. og står i Vilstrup-målingen dårligere end ved katastrofevalget i 2005. Sammen med SF, Enhedslisten og de radikale kan S kun samle 42,8 procent af stemmerne.

Vilstrup-målingen bekræfter tendensen i en Megafon-måling fra i fredags, der også viste fortsat VKO-flertal. Men andre målinger har i den seneste uge vist fremgang til S på bekostning af V og K.

Forsigtige tolkninger
Så både vindere og tabere er forsigtige med at overfortolke de aktuelle målinger.

»Meningsmålingerne stritter i alle retninger i øjeblikket, og jeg nægter at tro på, at regeringen skulle gå frem efter at have dummet sig så grundigt«, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S), der også har svært ved at finde forklaringer på, at S skulle gå tilbage lige nu.

Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl mener, at målingen bekræfter DF’s advarsel mod at tage VKO-flertallets endeligt for givet.

»Der har været en del zig-zag i målingerne, siden Ny Alliance kom frem i foråret. Situationen minder meget om den, vi oplevede frem til valget i 2005, da mange målinger viste, at de radikale kunne få en afgørende rolle efter valget«, siger han.

DF’s strategi vil være den samme som op til valget i 2005. Nemlig at advare vælgerne om, at de uden VKO-flertallet risikerer en slappere rets- og udlændingepolitik og et farvel til skattestoppet.

»Hovedbudskaberne i den politik, vi nu har set fra Ny Alliance, er jo venstreorienteret. Så i sandhedens time bliver det nok 2005-valget om igen – uanset om det hedder ’det radikale højre’ eller ’det radikale venstre’«, siger Thulesen Dahl.

Ny Alliance kan gå begge veje Alligevel har han fuld forståelse for, at regeringen har ændret signaler efter, at Ny Alliance trådte ind på scenen. »Det handler jo mest om at fortælle de vælgere, der kunne blive tiltrukket af Ny Alliance, at regeringen selv er opmærksom på nogle af de ting, Ny Alliance siger«, mener Thulesen Dahl, der advarer borgerlige vælgere mod at føle sig sikre på, at Ny Alliance vil støtte Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister. »Når de vil give Fogh den første chance for at danne regering, er det bare en måde at få borgerlige vælgere på. For når de politiske krav kommer, så vil de støtte en venstreorienteret regering. Helle Thorning-Schmidt vil have meget nemmere ved at sige ja til Ny Alliances krav end Fogh«, siger Thulesen Dahl. Den analyse vil Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, ikke forholde sig til: »Jeg begiver mig ikke ind i regeringsdannelser, før vælgerne har talt ved valget. Men vi håber selvfølgelig på det størst mulige flertal bag Anders Fogh Rasmussen«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her