Thor P.: Offentligt ansatte tjener nok

»En sygehjælper tjener i gennemsnit 27.000 kroner om måneden med det hele. Er det en dårlig løn?«, spørger Thor Pedersen.
»En sygehjælper tjener i gennemsnit 27.000 kroner om måneden med det hele. Er det en dårlig løn?«, spørger Thor Pedersen.
Lyt til artiklen

Politibetjente, social- og sundhedsassistenter og skolelærere har ingen grund til at klage over, at de får for lidt i løn. Det mener finansminister Thor Pedersen (V), der langer ud efter det lønklynkeri, som præger den offentlige sektor. »Det er en myte, at de offentligt ansatte sakker bagud på lønnen – det passer simpelthen ikke«, fastslår Thor Pedersen. Ikke grundlag for løndiskussion Danmarks kassemester mener i det hele taget ikke, at der er grundlag for den løndiskussion, som har præget den offentlige debat siden velfærdsdemonstrationerne sidste efterår. »En sygehjælper tjener i gennemsnit 27.000 kroner om måneden med det hele. Er det en dårlig løn?«, spørger Thor Pedersen. Han advarer også mod at afsætte særlige lønpuljer til de offentligt ansatte, sådan som flere partier har foreslået. Anspændt situation skærpes Finansministerens synspunkter står i skærende kontrast til Dansk Folkepartis politik på området, og hans melding skærper den i forvejen anspændte situation mellem regeringen og støttepartiet forud for denne uges afgørende forhandlinger om regeringens skattepakke. Dansk Folkeparti har netop talt for en særlig lønpulje, som skal sikre en bedre løn til de lavestlønnede medarbejdere i plejesektoren, og partiets gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, fastholder partiets lønkrav over for regeringen. »Tal er taknemmelige, og selv om lønstigningen er den samme i det private og det offentlige, så ligger lønnen i mange plejefag langt under lønnen i det private erhvervsliv«, siger han. Med sin melding giver Thor Pedersen ny næring til den værste konflikt mellem støttepartiet og regeringen siden magtskiftet i 2001. En konflikt, som tog sin begyndelse i sidste uge, da regeringen fremlagde sin skattepakke, hvori der indgår en skattelettelse til de højeste indkomster. Dansk politik står ved en skillevej Thulesen Dahl mener, at udtalelserne fra Thor Pedersen tegner et billede af en regering, der rykker tættere på Ny Alliance og de radikale og længere væk fra det tætte VKO-samarbejde, som har præget de sidste seks år i dansk politik. Dansk Folkepartis chefstrateg markerer dermed for første gang, at dansk politik står ved en skillevej, hvor store værdipolitiske emner er på spil. »Der er god ræson i at sætte de her udtalelser ind i en meget større politisk sammenhæng. I den seneste tid har vi fået eksempler på, at regeringen har talt om øget indvandring. Vi har fået eksempler på, at regeringen vil give skattelettelser til de rigeste i samfundet, og senest har vi nu med Thor Pedersens udtalelser fået et eksempel på en regering, som ikke mener, at de offentligt ansatte skal have mere i løn. Nu er det op til vælgerne, om regeringen skal trækkes i vores retning eller i retning mod de radikale og Ny Alliance«, siger Kristian Thulesen Dahl. Styrkeforholdet afgøres i løbet af ugen Han understreger, at finansministerens holdning ikke kommer bag på ham, men meget tydeligt viser, at Dansk Folkepartis indflydelse er helt afgørende for den retning, regeringens politik får. »Regeringen er nødt til at have Dansk Folkeparti med, og det betyder jo, at den kan blive nødt til at give sig på det med en lønpulje til de offentligt ansatte. Det betyder, at den kan blive tvunget til at fjerne skattelettelserne i toppen på grund af os. Desuden bliver regeringen stadigvæk nødt til at holde stramme tøjler på indvandringen. Så der tegner sig nogle klare valg på helt centrale kerneområder«, siger Kristian Thulesen Dahl. Inden ugens udgang vil det vise sig, hvordan styrkeforholdet mellem DF og VK er, når parterne skal forhandle regeringens skattepakke færdig. Indtil videre har Dansk Folkeparti afvist at give skattelettelser til de højeste indkomster, fordi de bliver finansieret af højere energiafgifter, der rammer bredt – og dermed også folkepensionisten og kassedamen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her