Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) indkalder nu Røde Kors og de kommuner, der huser asylcentre, for at drøfte, om asylbørn får den behandling, de har brug for. »Der er jo ingen, som ønsker, at børnene i asylcentrene ikke har det godt. Desuden er udgangspunktet, at børn i asylcentre skal have samme adgang til sundhedsbehandling, som alle andre børn, så derfor indkalder jeg nu de involverede parter, så vi i fællesskab kan få skabt et overblik over, hvordan forholdene er«, siger Rikke Hvilshøj. Ny undersøgelse Ministerens reaktion kommer på baggrund af en undersøgelse fra Støttekredsen for Flygtninge i Fare, der påpeger, at asylbørn har store psykiske problemer, som kan udvikle sig til en kronisk tilstand, hvis de ikke får behandling.
En undersøgelse, der blev offentliggjort i dagens udgave af Politiken. »Sidste år fik vi lavet en stor SSI-rapport, som viste, at ganske vist er tingene ikke rosenrøde for børnene i asylcentrene, men omvendt går det udmærket. Nu har vi så en undersøgelse, som siger noget andet, og derfor tager vi en drøftelse med de ansvarlige for at finde ud af, om vi kan gøre tingene bedre«, siger Rikke Hvilshøj. Ingen ny lovgivning Allerede tidligere på året var integrationsministeren med til at justere reglerne, så det blev nemmere for afviste asyl-familier at få genovervejet deres sag, hvis der var svær psykisk sygdom hos forældrene. Den ordning gælder stadig, og derfor afviser Rikke Hvilshøj, at der skal pilles ved lovgivningen. »Det her handler ikke om opholdstilladelser – det handler om børnenes ve og vel i asylcentrene. Derfor mødes vi nu, for at høre, hvad vi kan gøre for at hjælpe, og så tager vi den derfra«, siger Rikke Hvilshøj. DF: Undersøgelsen er ikke repræsentativ Hos Dansk Folkeparti siger integrationsordfører, Jesper Langballe, at han finder det svært at kommentere undersøgelsen, når den ’kun’ bygger på seks børn. »Jeg vil da ikke afvise, at der kan være psykisk sygdom blandt børnene i asylcentrene, men det behøver ikke at have noget som helst med Danmark at gøre – børnene har jo forladt deres hjem, og det er en voldsom oplevelse for et barn at blive plantet om på den måde. Men det er for spinkelt et grundlag at udtale sig på«, siger Jesper Langballe, der vil have problemerne bedre kortlagt. »Ja, det vil jeg – hvis altså, der er noget at kortlægge. Indtil videre er det i hvert fald for løst et grundlag at udtale sig på«, siger integrationsordføreren.




























