En fastfrysning af forhandlingerne med Tyrkiet om optagelse i EU er første skridt til en erkendelse af, at Tyrkiet aldrig vil kunne leve op til kravene for EU-medlemskab.
Det mener Dansk Folkepartis EU-ordfører, som opfordrer EU til at give Tyrkiet klar besked. »Det er positivt, hvis EU endelig ser i øjnene, at problemerne med Tyrkiet er så alvorlige, at det er meget svært at forestille sig at komme i mål«, siger EU-ordfører Morten Messerschmidt (DF). Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil EU-kommissionen senere i dag anbefale, at optagelsesforhandlingerne fastfryses på en række af de 35 politikområder, som forhandlingerne er opdelt i. Selv om Messerschmidt er tilfreds med det skridt, mener han, at EU burde gå endnu videre og give Tyrkiet klar besked om, at landet aldrig kommer med i det europæiske fællesskab. »EU gambler med vores gode relationer til Tyrkiet. Vi har gode relationer i Europarådet, i NATO og i en række andre internationale organisationer. Dem risikerer vi at sætte over kurs«, siger Morten Messerschmidt, som mener, at EU har stillet Tyrkiet en masse i udsigt, som aldrig vil blive til virkelighed. »Alle ved, at Tyrkiet ikke kan leve op til de helt afgørende kriterier om ytringsfrihed, om anerkendelse af menneskerettigheder, om de demokratiske spilleregler og om anerkendelse af Cypern som en nation«, siger Messerschmidt. »Der er nogle paradokser, der gør, at man fra starten kunne have sagt sig selv, at forhandlingerne aldrig vil lede til fuldt medlemskab. Det har man været enormt træg til at se i øjnene i EU-kredsen, men det her er et skridt på vejen til at anerkende det«. Det var netop Cypern-problemet, der fik forhandlingerne mellem Tyrkiet og EU til at bryde sammen mandag. Den endelige beslutning om delvis fastfrysning af forhandlingerne skal træffes af EUs udenrigsministre på et møde 11. december.




























