Det er nærigt at lade verdens fattigste betale for bekæmpelse af klimaforandringer. Det mener udenrigs- og udviklingsordfører Jeppe Kofod (S) efter, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på FN klimatopmødet i New York har opfordret verdens ledere til at bruge af den eksisterende udviklingsbistand til bekæmpelse af klimaforandringerne. »Det er en enormt dårlig ide. Jeg er helt med på, at vi skal bekæmpe klimaforandringerne. Men at vi skal tage fra ulandsbistanden, er at skyde sig selv i foden«, siger Jeppe Kofod. Fogh synes klima er mere trendy end Afrika Jeppe Kofod mener, at statsministeren har lavet en kovending og nu hellere vil prioritere klima end Afrika. »Nu har han pludselig besluttet sig for, at det er klimaforandringerne, der er på dagsordenen«, siger Jeppe Kofod, der ikke mener, at statsministeren tager hverken verdens fattigste eller klimaet alvorligt. »Det viser igen, at statsministeren ikke er parat til at prioritere. Hver gang han taler om, at det er vigtigt at hjælpe afrikanerne ud af fattigdommen, så er han alligevel ikke parat til at prioritere det her ordentligt. Og hvis han vil prioritere klima, skulle han jo finde nogle ekstra penge«, siger han. R og S vil have en separat klimapulje Også Det Radikale Venstre er meget skeptiske overfor statsministerens prioriteringer i forhold til klimaet. »Jeg er meget uenig med statsministeren. Den klimaindsats, der skal til for at begrænse skaderne, skal finansieres udover ulandsbistanden«, siger udenrigs- og udviklingsordfører Elisabeth Geday (R). Både Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre vil have, at klimaindsatserne skal finansieres med ekstra penge. »Vi skal lave en separat pulje til bekæmpelse af klimaproblemer generelt. Ellers får vi mindre og mindre penge til skoler, myggenet og hospitalssystemer i ulande, fordi pengene i stedet bliver brugt til klima«, siger Elisabeth Geday. De radikale vil afsætte en halv milliarder til at finansiere de globale klimaudfordringer. Fogh mener de andre lande er uambitiøse Til gengæld mener Anders Fogh Rasmussen, at det går trægt på topmødet med de andre toplederes politiske velvilje. »Det positive er, at der er meget fokus på klimapolitikken, men man kan høre, at det er i meget runde vendinger«, siger Anders Fogh Rasmussen i en pause i dagens program til Ritzau. »På nuværende tidspunkt er der ikke stor vilje til at komme med forpligtende vendinger«, siger han. De manglende ambitioner viser sig også ved, at hverken USA, Kina eller Indien er repræsenteret på højeste niveau, og det får kritikere til at frygte, at de tre store lande arbejder på en særskilt plan uden bindende mål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























