»Den nye ulighed«.
Det var hovedoverskriften for flere af initiativerne i statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) åbningstale og dækker ulighed bredere end bare den økonomiske. Fogh fastslog, at den lave arbejdsløshed – den laveste siden slutningen af 70erne – er »det største socialpolitiske fremskridt i årtier« og med til at mindste social og økonomisk ulighed. »Men vi står over for en ny udfordring. En udfordring, som vi kunne kalde den nye ulighed. En ulighed, som ikke først og fremmest bunder i mangel på penge, men snarere i mangel på livschancer. En mangel på muligheder som følge af mangel på sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle kompetencer«, sagde statsministeren. »Regeringen vil iværksætte en bred indsats for at bekæmpe den nye ulighed«. Ligestilling til indvandrerkvinder Et af elementerne i den indsats er en flerårig plan for at sikre lige muligheder for udsatte børn og unge. Et andet er en national handlingsplan om forebyggelse, der skal have et særligt fokus på, at »der er stigende ulighed, når det gælder sundhed«. Endelig vil regeringen arbejde for at forbedre ligestillingen. Specielt for indvandrerkvinder. »Den manglende ligestilling for mange indvandrerkvinder er en del af den nye ulighed«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Ikke et ord om demonstranterne Fogh nævnte ikke med et ord de demonstranter, som under åbningstalen var i ved at samles over hele København.





























