Regeringen har været populistisk og siddet fast i starthullerne på miljøområdet. Sådan lød kritikken fra Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne i partiledernes anden tv-debat.
Oppositionen er usvigeligt enig om, at Fogh ikke har hverken hjertet eller pengepungen med, når han taler om miljø og klima. »Sandheden om klimaudfordringen er jo, at alle tal går den forkerte vej. Vi bruger mere energi, vi har større CO 2-udslip, der skrottes flere vindmøller, end der sættes op. Nu vil I så have, at vi skal tro, at fra nu af skal I nok gøre jer umage, og fra nu af skal I nok sætte fokus på hele klimadagsordenen«, sagde Socialdemokraternes statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt. Hvor hårdt arbejder Fogh Fogh slog ellers fast, at han er blevet klogere på klima de seneste år, og at han vil arbejde for mere vedvarende energi: »Jeg ønsker, at Danmark også i fremtiden skal være fri for at købe olie og anden energi af lande, der er udemokratiske, og som vil misbruge magten. Jeg ønsker, at vi skal producere vores egen energi - og derfor satser vi hårdt på vedvarende energi«, sagde Anders Fogh Rasmussen (V). Men at regeringen satser »hårdt« på vedvarende energi, fik Enhedslistens næstformand til at smile, og de andre oppositionspartier til at grine med: »Det er ikke en meget hård satsning. Det er ikke, fordi der er kommet særlig mange vindmøller, og I har lukket bølgekraftprojekter osv. Vi mangler at se den satsning, I taler om, omsat til praksis«, replicerede Line Barfod. Hun mener, regeringen bevæger sig i snegletempo: »Med den plan I har lagt frem, går der 200 år, før vi har 100 procent vedvarende energi. Og det er bare ikke godt nok«, slog hun fast. Kontrollen har taget overhånd Oppositionen stod også sammen og påpegede, at de seneste seks år med Venstre og Det Konservative Folkeparti ved roret har ført til en overbureaukratisering af den offentlige sektor uden lige: »Regeringen er verdensmester i bureaukrati, og I har bygget et kontrolsystem«, siger partileder Margrethe Vestager (R). Udlændinge er på dagsordenen Debatten afslørede også, at oppositionen går til valg på at angribe regeringen på udlændingeområdet. Blandt andet fik asylbørns vilkår partilederne på venstrefløjen og midterpartierne helt op i det røde felt. Fogh prøvede at kølne kritikken ved at fremvise tal, der demonstrerer, at udlændinge er blevet mere tilfredse med at være i Danmark.




























