Socialdemokraterne og SF fører ikke lønkamp for bestemte offentligt ansatte i valgkampen, siger de to partier. Fagforbundet 3F advarer på sin hjemmeside mod at bruge det forestående valg i kampen for at sikre højere løn til særlige grupper i den offentlige sektor. »Jeg vil godt kraftigt advare imod, at man bruger valgkampen til at love en fordeling af særlige midler til de borgernære grupper i det offentlige, som man ved, at der er stemmer i«, siger formand Ellen K. Lykkegård, fra 3F’s Offentlige Gruppe. Må ikke ske på bekostning af andre Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, som er formand for forhandlingskartellet KTO for en halv million offentligt ansatte, løfter også pegefingeren mod misbrug af valgkampen. »Man skal ikke love penge til bestemte grupper, da det vil forplumre situationen. Det har vi advaret om før, og der er god grund til at gøre det igen. Det vil være skadeligt, hvis valgkampen kommer til at handle om penge til nogle offentligt ansatte på bekostning af andre«, siger Anders Bondo Christensen til 3F’s hjemmeside. Et spørgsmål om ekstra kroner SF vil før overenskomsterne give to milliarder kroner til Kommunernes Landsforening (KL), men de skal ikke reserveres til social- og sundhedsassistenter eller andre grupper.
Beløbet skal øge puljen, som forhandles mellem KL og staten på den ene side og lønmodtagerne på den anden. Det siger SF’s gruppeformand, Ole Sohn, til Ritzau. »Vi skal ikke blande os i fordelingen af pengene, men sikre, at KL tilføres ressourcer, så de kan føre seriøse overenskomstforhandlinger med de offentligt ansattes organisationer. SF har respekt for den danske model«, siger han. Politikere skal ikke diktere løn Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, mener, at den faglige kritik er rettet mod Dansk Folkeparti, som vil bruge fem milliarder kroner til at hæve offentligt ansattes lønninger med særlig vægt på social- og sundhedsassistenter.




























