Dansk Folkeparti vil bruge indtægterne fra salg af DONG-aktier til at renovere og bygge offentlige bygninger.
Det siger partiets finanspolitiske ordfører Kristian Thulesen Dahl, der vil sikre at vælgerne får garanti for, at der rent faktisk er penge til de ting, som politikerne har lovet. »I den her valgkamp har der været en diskussion om, hvorvidt der er nye penge med, når regeringen siger, at den vil bruge 50 milliarder over de næste ti år på offentlige anlæg. Den diskussion vil vi lukke ved at sige, at pengene fra salget af DONG-aktierne skal placeres i en fond, som skal dele penge ud til renovering og nybygning – på den måde kan vælgerne se, at der rent faktisk er afsat nye penge«, siger Kristian Thulesen Dahl.




























