Som udfordrer lagde Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ud med aggressiv angrebstaktik i den anden og sidste store tv-duel mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
Fogh holdt fast i den mere tilbageholdende statsmandsstil, men gik også mere til hende end i første duel. Thorning startede med at afkræve Fogh et klart svar på, om VK-regeringen efter en valgsejr vil idømme en økonomisk straf til de kommuner, der næste år vil bruge flere penge end aftalt med regeringen. »Det er fint med alle de løfter. Men jeg synes, at det ville være passende her i aften, hvis vi kunne give hinanden håndslag på, at vi ikke griber ind over for kommunerne, når valget er overstået«, sagde Helle Thorning-Schmidt. Men det løfte ville Fogh ikke afgive. »Vi har en aftale med kommunerne, som de er tæt på at holde. Der er så nogle enkelte hjørner, og når vi er færdige med at kigge på det, så mødes vi med Kommunernes Landsforening«, lød svaret fra statsministeren. Thorning: Det har betydning for rigtige menneskers liv Det fik Helle Thorning-Schmidt til at anklage Fogh for bare at vente til efter valget, før han vil stille med nye sparekrav til kommunerne. »Det her har betydning for rigtige menneskers rigtige liv«, sagde Thorning, som fremhævede konkrete eksempler fra kommuner, som hun sagde risikerede at skulle spare på bleer i daginstitutionerne og være nødt til at lægge de ældre på plejehjemmene en time tidligere i seng. Fogh forsøgte ihærdigt at parere angrebet – men uden at afgive løfter om, hvad der skal ske med de kommunale budgetter. »Vi kunne ikke drømme om at tvinge kommunerne til at spare på bleer eller ældres omsorg. Jeg tror, vi finder en løsning helt uden problemer«, sagde han. Et helt bevidst forsøg på at få velfærden højere Det socialdemokratiske angreb var et helt bevidst forsøg på at få velfærden højere op på dagsordenen i valgkampens slutspurt. Derfor gentog hun også anklagen om, at regeringen har nedprioriteret velfærden for at bruge pengene til skattelettelser. Anders Fogh Rasmussen brugte til gengæld duellen til endnu en gang at forsøge at skabe usikkerhed om den socialdemokratiske skattepolitik. Især advarede han boligejerne om, at de partier, der støtter Helle Thorning-Schmidt vil hæve boligskatten. Det fik Thorning til at gentage sit løfte til boligejerne. »Det er ikke socialdemokratisk politik, og det bliver ikke socialdemokratisk politik at hæve boligskatterne«, sagde hun. Thorning forsøgte i starten af debatten at afværge skræmmebilleder på hendes skatte- og udlændingepolitik ved at gøre Fogh klart, at han i denne valgkamp har fået en ny modstander. »Du står ikke over for Mogens Lykketoft. Du står over for en ny socialdemokratisk formand«, fastslog Thorning. Den erfarne Fogh - og den uerfarne udfordrer Fogh bestræbte sig flere gange – mest indirekte – på at fremstå som den erfarne statsminister over for den uerfarne udfordrer. Fogh angreb også Helle Thorning-Schmidt for politisk slingrekurs på de politiske områder, hvor Socialdemokraterne og de radikale har lavet strategiske kompromiser under valgkampen. Blandt andet anklagede han Thorning for at have opgivet sin støtte til nationale test i folkeskolen for at tækkes de radikale. »Det har jeg aldrig sagt. Det må du dokumentere«, sagde Thorning. Hun afviste også, at S er klar til at slække udlændingepolitikken af hensyn til de radikale. Og skød bolden tilbage ved at gøre opmærksom på, at Anders Fogh Rasmussen kan blive afhængig af Ny Alliance, som vil have alle asylcentre minus et lukket. »Bliver Danmark så ikke også en flygtningemagnet«, sagde Thorning, mens Fogh holdt sig til, at Ny Alliance i modsætning til de radikale støtter 24-års reglen. Op til duellen har valgkampstrategerne i begge lejre haft særligt fokus på, at der skulle appelleres til den omkring en million vælgere, som stadig er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds. Mange af dem er kvinder, og mange af dem offentligt ansatte. Thornings hårde velfærdsretorik, og Foghs mere rolige statsmandsstil var netop designet til at appellere til dem.




























