Den radikale partileder Margrethe Vestager lægger ikke skjul på, at flere i folketingsgruppen har været uenige om strategien under valgkampen.
I dag mødtes gruppen for første gang efter valget, som endte med en vælgerlussing af de helt store. Partiet går fra 17 folketingsmedlemmer til ni. Dagsordenen for dagens møde var sat på forhånd. Flere fra den radikale folketingsgruppe har været frustreret over, at de hverken var orienteret eller taget med på råd, da den radikale top få dage inde i valgkampen foretog et markant kursskifte i udlændingepolitikken af hensyn til samarbejdet med Socialdemokraterne.



























