To måneder efter det folketingsvalg, som gav Socialdemokraterne det dårligste resultat i over hundrede år, retter Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), et skarpt angreb mod den kurs, Helle Thorning-Schmidt stod i spidsen for under valgkampen. I et debatoplæg på hjemmesiden for Socialdemokraterne i København skriver Ritt Bjerregaard sammen med fire partifæller bl.a.: »Noget tyder på, at vi i valgkampen blev bange for vores egen skygge. Strategien var at skræmme færrest mulige vælgere væk ved at sige mindst muligt, som kunne være kontroversielt«. 'Den røde skole' Oplægget er en invitation til en række åbne debatmøder, der kaldes ’Den røde skole’, og ifølge overborgmesteren er formålet alene at skabe debat. »Mit ærinde er ikke at give ledelsen karakterer«, understreger hun. Foruden Bjerregaard står bl.a. formand for S i København Jan Salling og filmproducent Peter Aalbæk Jensen bag initiativet, som skal munde ud i konkrete forslag. Passiv partiledelse Gruppen mener, at partiledelsen er passiv og tager for let på valgresultatet, og kritiserer den strategi, partiet har videreført efter valget:
»Velfærd frem for skattelettelser er ikke politik – det er et slogan!«, skriver de fem. Partiformand Helle Thorning-Schmidt hilser en konstruktiv debat velkommen, men vil ikke gå ind i en offentlig diskussion om partiets strategi. Enig med noget af kritikken »Der er ikke nogen, der er mere ærgerlig end jeg over, at valget endte, som det gjorde, og vi skal alle sammen diskutere, hvordan vi kommer videre. Men der er ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved hele vores politiske projekt, for der er masser af tydelige forskelle på os og regeringen«, siger Helle Thorning-Schmidt.




























