Skal afviste asylfamilier kunne flytte ud af centrene efter to eller tre år? Det er spørgsmålet, der nu har bragt regeringen i mindretal. Løsgænger Pia Christmas-Møller har nemlig et politisk flertal uden om regeringen bag sit asyludspil. Hun vil sænke grænsen, så de afviste asylansøgere skal kunne flytte ud af centrene efter to år, mens regeringen og DF har forslået en grænse på tre år. Dermed er der pres på regeringen, når partierne mødes på onsdag i folketingssalen. »Et flertal i Folketinget plejer at være et signal, en siddende regeringen kan forstå«, siger løsgænger Pia Christmas-Møller. Rønn har svigtet Hun mener, at regeringen selv er skyld i, at oppositionen samler sig om et selvstændigt asyludspil. Regeringen og DF inviterede nemlig ikke andre partier med til forhandlingsbordet og endte med at indgå en smal asylaftale. Derfor kommer Pia Christmas-Møller nu med sit eget forslag. »Jeg har hele tiden sagt, at mit mandat vil blive brugt aktivt. Den her sag kan ikke komme bag på regeringen. Jeg har i den grad opfordret regeringen til at søge de langtidsholdbare aftaler på området«. Efter at hun har fremlagt sit forslag, har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ikke ønsket at kommentere udspillet. »Det er et fuldstændigt svigt af Birthe Rønn. Regeringen har ikke fået flertal for deres udspil, og de har i øvrigt heller ikke vist særlig stor interesse for at henvende sig«, siger Christmas-Møller. Pind for egen regning Søren Pind (V) har lagt pres på Pia Christmas-Møller ved at sige, at regeringen ikke behøver tage hensyn til oppositionens flertal. Et flertal kan nemlig ikke tvinge regeringen til at gennemføre et forslag, men det kan omvendt betyde, at regeringen kan tvinges til at gå af og udskrive folketingsvalg. »Det er en meget speciel demokratiopfattelse, som taler for sig selv«, siger Christmas-Møller om Søren Pinds offensiv. Hun vil ikke tage stilling til, hvad hun vil gøre, hvis regeringen ikke lytter til flertallet bag hendes forslag. »Jeg vil ikke gå ind på hvis og hvis. Jeg synes, det er en meget speciel demokratisk situation, hvis det skulle udvikle sig sådan, men jeg vil ikke begynde på nogen hypotetiske diskussioner omkring det. Jeg er ikke sat i verden for at vælte VK-regeringen. Men jeg er med i den politiske debat for at få indflydelse, og det har jeg også tænkt mig at gøre på det her spørgsmål«. Burde kunne bakke op Pia Christmas-Møller mener desuden, at regeringen sagtens burde kunne bakke op om hendes forslag, da der kun er tale om en enkelt ændring. »Vi har et aktivt flertal bag regeringens flertal, hvis vi ændrer grænsen fra tre år til to år, som regeringen angiveligt selv har foreslået under forhandlingerne, og som den faglige ekspertise anbefaler«. Det vil vise sig på onsdag, når partierne mødes til en hasteforespørgsel i Folketinget, hvor hendes forslag vil blive fremlagt. »Bliver det vedtaget, så håber jeg, at regeringen forstår et vink med en vognstang«, siger Pia Christmas-Møller.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema




























