Politikere fordømmer mordplaner

Lyt til artiklen

Folketingets politikere er dybt chokerede over nyheden om, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) i nat anholdt fem personer for at planlægge et mord på Jyllands-Postens bladtegner. »Det er naturligvis totalt uacceptabelt at planlægge mord på andre personer, og hvis der er tale om planer, som er et led i at bekæmpe ytringsfriheden, er det om muligt endnu være. Derfor må sådanne planer fordømmes«, siger Per Clausen, kulturordfører og fungerende gruppeformand for Enhedslisten. SF’s retspolitiske ordfører, Anne Baastrup, kalder det »fuldstændigt uacceptabelt«, at den slags kan tænkes at finde sted i Danmark.

»Vi har ytringsfrihed, og det er en af forudsætningerne for vores demokrati. En grundlæggende forudsætning, som på ingen måde må antastes. Der skal naturligvis være absolut nul-tolerance overfor så alvorlige forhold«, siger hun. Kurt Westergaard er en af de 12 tegnere, som i september 2005 tegnede profeten Muhammed, hvilket udløste voldsomme demonstrationer og en historisk diplomatisk krise mellem flere muslimske lande og Danmark. Kurt Westergaards Muhammed-tegning er den kendteste af de 12 tegninger, hvor profeten Muhammed har en bombe i sin turban. »Jeg er rystet« Næstformanden for Socialdemokraternes folketingsgruppe Morten Bødskov betegner anholdelserne som »en alvorlig terrortrussel fra islamiske fundamentalister«, og hos Venstre er den politiske ordfører, Inger Støjberg »rystet over, at vi har mennesker i det her land, der kan drømme om at foretage et attentat på en bladtegner, der bare bruger sin ytringsfrihed«. Politisk ordfører hos de konservative, Henriette Kjær, mener, at sagen med al tydelighed viser, at ytringsfriheden er under pres. »Det planlagte drab på bladtegneren Kurt Westergaard er grusomt for ham og hans familie. Samtidig er det et voldsomt attentatforsøg på de danske frihedsrettigheder. Jeg kan ikke fordømme det kraftigt nok!«, siger hun. »Gruppen af muslimer, som står bag drabsplanene på Kurt Westergaard, er desværre et tydeligt eksempel på, at ytringsfriheden er under pres – ikke bare udefra, men også inden for vores grænser. Det demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at der bor mennesker i Danmark, som absolut ingen forståelse har for danske værdier og frihedsrettigheder«, siger Henriette Kjær. DF: Islamisme findes i Danmark Hos Dansk Folkeparti mener retsordfører, Peter Skaarup, er anholdelserne er en advarsel til danskerne om, at den yderligtgående islamisme eksisterer i samfundet. Han opfordrer derfor moderate muslimer til at komme på banen med en soleklar fordømmelse. »Det chokerer mig, at vi er nået dertil i Danmark, at man kan blive truet på livet for at bruge sin ytringsfrihed. Jeg føler meget med Kurt Westergaard og hans pårørende, som lever under et helt urimeligt pres. Det beviser, at islamistiske kræfter bor og arbejder i bedste velgående i vores land, og at kampen for vores danske værdier er vigtigere end nogensinde«, siger Peter Skaarup. »Jeg vil opfordre de moderate muslimer i vores land til at komme på banen og i klare vendinger fordømme disse mordplaner. Vi politikere kan opstille en synlig konsekvens over for den slags hjemlig islamisme, men det moderate muslimske samfund må også komme på banen med en fordømmelse uden forbehold. Der kan ikke være nogen som helst forståelse for denne primitive fanatisme«, siger Peter Skaarup. Dyb bekymring Justitsminister Lene Espersen (K) siger i en kort udtalelse, at hun ikke kan kommentere sagen i detaljer. »Jeg er blevet orienteret om sagen af Politiets Efterretningstjeneste, og jeg kan forstå, at PET har skredet til handling for at afbryde planlægningen og gennemførelsen af et terrorrelateret drab. PET har ikke ønsket at løbe nogen unødig risiko. PET ser på sagen med stor alvor, og det siger sig selv at mistanke om forberedelse af en så alvorlig handling giver anledning til dyb bekymring. PET har dog understreget, at man ikke på baggrund af den konkrete sag har fundet anledning til at ændre den generelle trusselsvurdering i forhold til Danmark«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her