Naser Khader langer voldsomt ud efter integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), fordi hun i dag mødes med Islamisk Trossamfund.
Det er naivt og svarer til at mødes med HA-rockeren Jønke, hvis der var problemer med rockerne, mener Khader. »Jeg har dyb respekt for Birthe Rønn Hornbech, men i denne sag er hun dybt naiv«, siger Naser Khader, formand for Ny Alliance. »Verdensmester i at tale med to tunger« Birthe Rønn Hornbech har inviteret Islamisk Trossamfund til møde i eftermiddag efter, at trossamfundet har sendt et brev til regeringen med protest over, at flere aviser har genoptrykt en af Muhammed-tegningerne. Til mødet kommer både formand, næstformand og talsmand Kassem Ahmad. »Kassem Ahmad var med til at opildne under sidste Muhammed-konflikt. Manden er verdensmester i at tale med to tunger og have forskellige dagsordener. At invitere ham til at sidde med ved bordet er dybt naivt«. Sammenligner talsmand med nazi-formand Burde hun slet ikke mødes med dem? »Jeg ved, at Bertel Haarder (tidligere integrationsminister, red.) valgte ikke at mødes med dem, og statsministeren vil ikke mødes med dem. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om statsministeren kunne tænke sig at mødes med Kassem Ahmad og om han er enig i, at integrationsministeren skal møde ham«, siger Naser Khader. Hvilken skade kan det gøre at mødes med dem? »Selvfølgelig skal man gå i dialog med folk. Men der er altså en grænse for dialogen. Hvorfor inviterer hun ikke Jonni Hansen, når der er ballade med nazisterne. Hvorfor inviterer man ikke Jønke til et ministerium, når der er ballade med rockerne. Kassem Ahmad er på linje med de to«, siger Naser Khader.



























