Søren Pind (V) og Enhedslistens finansordfører Frank Aaen røg i totterne på hinanden under den store finanslovsdebat i dag.
Det skete, da Aaen anklagede Søren Pind for at gå ind for hårdere straffe for »farvede« unge end for »hvide« danskere. »Intet har ligget mig fjernere. Det er jo en racepåstand, han fremkommer med, og mine holdninger til kriminalitet har intet med race at gøre«, siger Søren Pind. Du føler, at han beskyldte dig for at være racist? »Simpelt hen«. Blev tilkaldt med en sms Søren Pind var ikke i folketingssalen, da Frank Aaens bemærkning faldt. Men han blev tilkaldt med en sms fra Morten Messerschmidt (DF) og gik straks til modangreb på Frank Aaen. »Det er skammeligt«, lød det blandt andet fra Søren Pind, der fra præsidiemedlem Helge Adam Møller (K) fik dispensation til at svare på angrebet, selv om han ikke havde bedt om ordet i finanslovsdebatten. Frank Aaen erklærede straks, at han beklagede, hvis han havde »trukket Søren Pinds citater for langt«. »Men det ændrer ikke ved, at Søren Pind har været ude med, at man kunne differentiere straf for forskellige grupper«, sagde Frank Aaen. Pind i Frank Aaens oversættelse Han henviste til et interview i Politiken Søndag, hvor Søren Pind talte for at straffe unge bandemedlemmer hårdere end almindelige mennesker, selv om de begår den samme kriminelle handling. »Så kan man selv oversætte dem inde i hovedet«, sagde Frank Aaen. Men Søren Pind afviste fuldstændig Aaens oversættelse. »Jeg finder det forstemmende, at man fra Folketingets talerstol kan sige om en kollega, at han går ind for strengere straffe for brune mennesker end for hvide mennesker uden på nogen måde at kunne dokumentere det. Det er skammeligt«, sagde Søren Pind. Støtte fra flere andre Flere andre politikere blandede sig i debatten med støtte til Søren Pind. Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, sagde, at Frank Aaen ofte angriber andre med udokumenterede og »svulstige udtryk«. »At påstå at en kollega deler folk ind i farver. Det er en påstand om, at en kollega herinde er racist«, sagde Thulesen Dahl. Injuriesager er for idioter Søren Pind vil næppe gøre mere ved sagen, selv om han mener, at Aaens angreb strider mod straffelovens racismeparagraf. »Der gælder en særlig ytringsfrihed i folketingssalen, og jeg vil ikke tro, at Frank Aaen er så ubegavet, at han genfremsætter det i et offentligt rum. For så gælder der nogle helt andre regler«, siger Søren Pind. »Men jeg har nu altid ment, at injuriesager, det er noget, der føres af idioter mod idioter«. Debat om meget andet end finanslov Søren Pind mener sådan set, at Frank Aaen selv nærmer sig en racistisk udtalelse, når han i sin fortolkning af Pinds holdninger går ud fra, at alle bandemedlemmer er indvandrere eller danskere af anden etnisk oprindelse. »Det er jo i modstrid med sandheden. Se bare på rockerne. Derfor er det jo ham, der drager en i sin natur racistisk konklusion. Men det må han jo om«, siger Søren Pind. I det hele taget kom dagens store debat om regeringens forslag til finanslov i høj grad til at handle om den aktuelle debat om ildspåsættelser, afbrænding af solcentre og holdningen til ekstremistiske muslimer.




























