Selv om Anders Fogh Rasmussen under sit besøg i Washington DC har understreget, at kampen mod terror skal ske inden for rammerne af de internationale konventioner, så vil han ikke garantere, at han spørger George W. Bush om CIA’s udskældte fangeprogram. Heller ikke selv om Fogh senere i dag besøger verdens mest magtfulde mand, som han har et personligt godt forhold til.
Vil ikke røbe dagsorden
På et pressemøde på den danske ambassade i Washington torsdag aften dansk tid ville Fogh – ud over klima, indsatsen i Afghanistan og Irak - ikke røbe, hvad han vil tale med præsident Bush om.
Du har nævnt klima som et emne, du vil tale med Bush om. Men når Danmark er vært for klimakonferencen i 2009, så sidder der måske en helt ny administration i Washington. Hvordan kan det være, at du vil snakke med Bush om klima, men du ikke vil snakke med ham om CIA’s fangeprogram, som hænger sammen med krigen mod terror? »Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har talt om ting, jeg ikke vil snakke med præsident Bush om. Jeg har bare sagt, at jeg vil finde ud af i løbet af samtalerne, hvad der tjener danske interesser at fremme. I forhold til klima er det vigtigt at tale med den nuværende administration, for det kan ikke hjælpe noget, at vi venter til slutningen af 2009. Vi skal nå konkrete fremskridt allerede i 2008, ellers når vi det ikke«, siger Anders Fogh Rasmussen.




























