Der blev flyttet nogle millioner fra resocialisering af fangerne til styrket sikkerhed i fængslerne, da justitsminister Lene Espersen (K) måtte opgive at få en bred politisk aftale om kriminalforsorgen. For eksempel er der forsvundet 10 mio. kr. fra den del af aftalen, der handler om uddannelse og udslusning af indsatte. Mens Socialdemokraterne, de radikale og SF stadig sad med ved forhandlingsbordet, var der afsat 38,7 mio. kr. til det punkt.
Men da de tre partier torsdag aften afviste at være med i en aftale, og regeringen sad tilbage med Dansk Folkeparti og Ny Alliance blev beløbet ændret til 28,7 mio. kr. Teksten der beskriver initiativet er uændret. Mere til sikkerhed og hegn Pengene skal bl.a. bruges til at opbygge et computernetværk, der gør det muligt for de indsatte at tage en uddannelse i fængslet. »I forvejen var aftalen kun lige tålelig, når det gælder fokus på resocialisering af de indsatte«, siger retsordfører Simon Emil Ammitzbøll (R). »Og nu er der så flyttet endnu mere fokus over på sikkerhed og hegn«. Ekstra penge til overfaldsalarmer S, R og SF afviste aftalen på grund af uenighed om finansieringen af den nye fireårstale, der sikrer kriminalforsorgen 300 mio. kr. ekstra over fire år. Indholdet var der enighed om. Nogle af de penge, der er flyttet fra uddannelse af de indsatte, går nu til efterretningssystemer og overfaldsalarmer i fængslerne. Udgifterne til det er steget fra 44,2 mio. kr. til 46,9 mio. kr. i den endelige aftale, som kan læses på justitsministeriet.dk. Nu koster det en million mere Også beløbet til særligt sikrede celler blev sat op, efter at S, R og SF gik. Fra 13,2 mio. kr. til 18,5 mio. kr. Endelig blev det en million kroner dyrere at bekæmpe ekstremisme og radikalisering i fængslerne ved at indføre en særlig sikkerhedsgodkendelse af fængselsimamer. Udgiften steg fra 6 til 7 mio. kr.




























