SF og de radikale er klar med fuld opbakning til miljøminister Troels Lund Poulsen (V) og hans ambitioner om at fremme den kollektive trafik i Danmark.
Begge partier roser ministeren for at have ændret kurs, og hos SF håber man, at det er et udtryk for en generel forandring i regeringens opfattelse af den kollektive trafik. »Vi ser frem til et samarbejde med regeringen om at sikre mange flere let- og jernbaner over hele landet. SF deltager gerne i et konstruktivt samarbejde om at lave et infrastrukturforlig til efteråret. Her vil vi tage fat på nogle af de pressende trafikudfordringer – nemlig en generel opgradering af hele jernbanenettet, bedre forhold for pendlerne og hurtigere rejsetider mellem de store byer«, siger SF’s trafikordfører Pia Olsen Dyhr. »Konkret mener vi, at det er realistisk med en rejsetid mellem København og Århus på to timer. Jeg ser derfor miljøministerens melding som en klar opbakning til nye toner på området«, siger hun.




























