De retspolitiske ordførere fra de konservative og Dansk Folkeparti, Tom Behnke og Peter Skaarup, gentager nu kravet om, at terrormistænkte skal sendes tilbage til deres hjemlande, hvis de lever på tålt ophold i Danmark. Det sker, efter at Politiken Søndag har beskrevet, hvordan de lande, som har forsøgt at sende terrormistænkte tilbage til deres hjemlande, i langt de fleste tilfælde har måttet opgive. Diplomatiske forsikringer Storbritannien har i flere år haft såkaldte diplomatiske forsikringer med Libyen, Jordan og Libanon om at kunne sende terrormistænkte hjem. Men ikke i et eneste tilfælde har de lykkedes med at få landene til at modtage de terrormistænkte. Men det afskrækker ikke de konservatives retsordfører, Tom Behnke: »Regeringen har nedsat et udvalg under Integrationsministeriet med en stribe jurister, som nok skal komme op med nogle løsninger. Hvis ikke det her virker, så er der noget andet, som virker«, siger han. Træk i ulandsbistanden De lande, som modtager de terrormistænkte, skal blandt andet skrive under på, at de ikke vil udøve tortur.
Men problemet er, at de lande, som det for Danmarks vedkommende kunne blive aktuelt at hjemsende til – nemlig Tunesien og Irak – slet ikke ønsker at underskrive sådanne aftaler. Vil de ikke det, må de blive trukket i ulandsbistanden, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup: »Det diplomatiske system kan bruges på mange måder. Det centrale er, at der ikke render terrormistænkte rundt på fri fod i Danmark. Det kan vi ikke have«, siger Skaarup. Spær dem inde Tom Behnke er enig. En sidste udvej kan være at spærre dem inde, siger han. »Der må juristerne så finde ud af, hvordan det kan gøres rent praktisk, så det foregår, uden at retssikkerheden bliver krænket«. Flygtningenævnet har allerede nægtet at hjemsende to terrormistænkte irakere, som nu lever på tålt ophold i Danmark. Begrundelsen er, at de risikerer tortur i deres hjemland. Risikerer tortur Den samme afgørelse kommer formentlig til at gælde de to tunesere, som i øjeblikket sidder i fængsel, fordi Politiets Efterretningstjeneste (PET) mener, at de planlagde et drab på en Muhammed-tegner. SF’s retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen, er imidlertid glad for, at det nu ser ud, som om regeringens planer om hjemsendelse kan vise sig at falde til jorden: »Det må ikke ske, at Danmark udsender mennesker til lande, der torturerer på baggrund af en diplomatisk forsikring«, siger hun.




























