Hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) går efter et internationalt topjob - som der er spekulationer om, og som et flertal af danskerne tror - så ser Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, helst, at det går stærkt.
»Hvis statsministeren endegyldigt har besluttet sig for at gå efter et job i udlandet, foretrækker jeg, at det sker så hurtigt som muligt. Hvis en topleder er på vej væk, gælder det altid om at gøre processen så kort som muligt. Men problemet er jo, at statsministeren givetvis ikke har lyst til at træde af, før han er sikker på at få et nyt job«, siger han til Altinget.dk.




























