Bornholmeren Bjarne Hartung Kirkegaard er udset til at udfordre kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek, erfarer Ritzau.
Den kritiske vestjyske fløj af partiet har åbent udfordret Kornbek og hendes midtsøgende linje. Fraktionen omkring storkredsbestyrelsen i Vestjylland støtter stemmeslugeren Tove Videbæk, der har brudt med partiet. Og målet er at finde en formandskandidat, som fuldt ud støtter og vil fastholde kristendemokraternes traditionelle, kristne livssyn - herunder abortmodstand. Planen er, at kandidaten skal præsenteres i den kommende uge, erfarer Ritzau.




























