DF: Patienterne har krav på kræftgaranti

Lyt til artiklen

Det handler først og fremmest om at sikre patienterne en ordentlig behandling mod kræft. Det siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, som en kommentar til dagens nyhed om, at sygehusene i Region Hovedstaden mangler 195 millioner kroner til drift, hvis garantien om, at alle patienter skal have kræftbehandling uden ventetid, skal opfyldes. »Det er klart, at vi først og fremmest skal sikre patienterne. Men nu vil jeg i første omgang tage kontakt til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) for at finde ud af, hvad der foregår, for det er ham, der har forhandlet aftalerne hjem med regionerne«, siger Liselott Blixt, der stiller sig noget uforstående overfor, hvordan der kan mangle penge to måneder efter at regionerne har indgået en aftale med sundhedsministeren. DF: Ministeren skal forklare sig »Det er også derfor, jeg vil have en forklaring fra ministeren. For det kan jo skyldes alverdens ting – der kan være kommet flere kræftpatienter, det kan være sygehusstrejken eller noget helt tredje. Og derfor skal jeg have en forklaring, før jeg vil tage stilling til, hvad der skal ske«, siger Blixt. Men hvad sker der, hvis regionerne ikke kan overholde garantien? »Det vil jeg ikke tage stilling til nu. Men vi kan jo ikke blive ved med bare at sende penge efter regionerne. Hvis de ikke kan løfte opgaven, så skal vi måske udlicitere eller sende opgaverne til udlandet«, siger hun. Minister: Aftalen skal overholdes I Sundhedsministeriet afviser Jakob Axel Nielsen, at der er flere penge på vej. Han siger, at regionerne har indgået en aftale, og den forventer han, at de overholder. »Jeg vil slet ikke ind i diskussionen om, hvad driften i regionerne koster. Jeg har indgået en aftale med regionerne for to måneder siden, den er jeg stadig glad for, og jeg forventer selvfølgelig, at regionerne lever op til aftalen«, siger han. Hvad sker der, hvis aftalen ikke bliver overholdt? »Det vil jeg heller ikke ind i. Men jeg vil gerne sige, at det er påfaldende, at papiret er lækket på dagen, hvor Region hovedstaden skal have økonomiforhandlinger. Det siger vel noget om, hvad der er motivet«, siger ministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her