Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

K: Videbæk skal nedtone abortsnak

Lyt til artiklen

Siden den tidligere stemmesluger hos Kristendemokraterne, Tove Videbæk, er budt velkommen i Det Konservative Folkeparti, har uroen ulmet. Videbæks årelange modstand mod fri abort og homoseksualitet stemmer ikke overens med partiprogrammet, og derfor bør hun fremover gå stille med den slags snak, mener politisk ordfører hos Det Konservative Folkeparti, Henriette Kjær. Er det okay, hvis Tove Videbæk fortsat vil arbejde mod fri abort, efter hun er blevet medlem af Det Konservative Folkeparti? »Hvis hun vil have det som sin absolutte mærkesag og arbejde for det dag og nat, er det ikke i orden. Det er selvfølgelig i orden, at folk har nogle synspunkter på de her etiske spørgsmål som ikke lige er i overensstemmelse med partiprogrammet, men det er ikke noget som man så skal arbejde aktivt for. Så skulle hun ikke have meldt sig ind hos os«. Ikke til debat hver dagHvor meget antiabort-snak kan i leve med? «Altså vi ved, at hun mener det, men det er ikke noget som skal debatteres hver eneste dag, og som hun skal agitere for, hver eneste gang hun siger noget. Så begynder det at blive et problem«. Tove Videbæks har tidligere udtalt at hun føler sig frit stillet til at sige, hvad hun vil. Hvordan hænger det sammen med det, du siger nu? »Når man melder sig ind i et parti, siger man også ja til det partis partiprogram. Ved nogle etiske spørgsmål er man fritstillet i Det Konservative Folkeparti, men ved fri abort er der altså en fælles holdning i partiet, og den ønsker vi opretholdt og vi er ikke noget abortmodstanderparti. Jeg håber ikke, Tove Videbæk vil bruge sin taletid til at snakke om afskaffelse af den fri abort. Jeg håber, hun har andre politiske emner på dagsordenen, og at det er derfor, hun godt kunne tænke sig at være europaparlamentspolitiker, for nu er fri abort absolut ikke noget, der reguleres i Europaparlamentet, så det er andre ting, vi skal høre om«. Uklogt at tage sagen opMen fri abort optager i høj grad de katolske lande i EU, som gerne vil diskutere det i europaparlamentet. »Ja, men de har ikke noget med det at gøre, og jeg ved heller ikke, hvor meget det bliver diskuteret. Man har diskuteret det i Irland, hvor man var bange for, at man ikke kunne bevare modstanden mod abort, men det kan de jo. Det er slet ikke noget EU blander sig i«. Så du frygter ikke, at Tove Videbæk kommer til at arbejde mod fri abort som medlem af Det Konservative Folkeparti? »Nej, det synes jeg slet ikke at hun skal. Jeg synes, det ville være uklogt at komme som nyt medlem og lige præcis tage den sag op, som hun ved der er uenighed om. Der er mange andre ting, vi er enige om i partiet, så lad os hellere få highlightet dem og diskuteret dem«. Vide grænser for hvad man kan sigeHvis Tove Videbæk beslutter sig for at fortsætte sin kamp mod fri abort, hvor meget vil Det Konservative Folkeparti så finde sig i? »Det er slet ikke mig, der skal tage den beslutning. Medlemmer af Det Konservative Folkeparti, som er det, hun er foreløbig, har jo vide grænser for, hvad de kan sige. Det er vores landsråd, der i sidste ende eventuelt skal opstille hende til Europaparlamentet, og det er dem, der har mulighed for at kræve svar på, hvad hun mener om forskellige emner og beslutte om de vil acceptere det, eller ej. Så det er altså partiets medlemmer, der ender med at skulle give mandat til det«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her