Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ved endnu ikke, hvornår hun er klar til at konkludere på betydningen af den såkaldte Metoc-dom, som faldt ved EF-domstolen i sidste måned. Det sagde ministeren ved samrådet i Europa-udvalget tidligere i dag. Her skulle ministeren forklare udvalgets medlemmer, hvad dommen kommer til at betyde for de danske familiesammenføringsregler. »Langt de fleste familiesammenføringssager har ikke noget med det her område at gøre, og de sager, vil blive behandlet på samme måde, som de hidtil er blevet. Men så er der spørgsmålet om sammenføringer inden for EU-retten, og der er det klart, at den her dom kan få betydning«, sagde Birthe Rønn Hornbech.
Rønn beder om tålmodighed
Hun vil dog ikke sætte dato på, hvornår danskerne kan få at vide, hvad dommen betyder: »Vi er i gang med at granske dommen. Men det tager tid, og derfor må vi henstille til tålmodighed«, sagde Birthe Rønn Hornbech, der understregede, at hun ikke vil lade sig presse – juristerne i ministeriet skal have mulighed for at gennemgå loven grundigt. Dermed er det stadig uvist, hvor dommen for EF-domstolen får direkte betydning for de borgere, som er berørt af den.



























