Europa-udvalget vil undersøge, hvad Folketinget har fået at vide om det såkaldte opholdsdirektivs betydning for dansk udlændingepolitik.
Det oplyser udvalgets formand Svend Auken (S). »Vi har i udvalget besluttet, at nu laver vi en undersøgelse af, hvad man egentlig har sagt til os i udvalget«, sagde Svend Auken efter et samråd med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i Folketingets Europa-udvalg i dag. »Ikke bare for at hænge tidligere ministre ud, men for at sikre os, at regeringen er opmærksom på, at de her ting skal diskuteres inden og ikke efter«. EU-advarsler blev nedtonet Årsagen til undersøgelsen er, at VK-regeringen nedtonede advarslerne om opholdsdirektivets konsekvenser, da det blev forelagt Europa-udvalget inden den endelige vedtagelse i EU i 2004. Det er opholdsdirektivet, der har fået EF-domstolen til at afsige en ny dom – Metock-dommen – der betyder, at Danmark ikke længere kan kræve, at man skal have lovligt ophold i et EU-land for at få familiesammenføring efter EU-reglerne. Da direktivet første gang blev forelagt Europa-udvalget i september 2001, skrev SR-regeringen i et notat, at direktivet kunne forventes at »medføre en vis udvidelse af retten til familiesammenføring«. Ikke et ord fra Bendt Bendtsen To måneder senere overtog VK-regeringen magten, og da direktivet igen blev forelagt udvalget i 2002, blev advarslen gentaget. Men da direktivet skulle have det endelige ok fra Europa-udvalget i september 2003, skrev regeringen blot, at »direktivforslaget vil kræve visse ændringer i udlændingelovgivningen«. Nu stod der ikke længere et ord om familiesammenføring. »Og ministeren – det var Bendt Bendtsen – nævnte det overhovedet ikke«, siger Svend Auken. »Så er det svært nu at bebrejde udvalget, at medlemmerne ikke forholdt sig til en problemstilling, som overhovedet ikke er blevet nævnt for dem. Eller som rettere sagt er blevet skubbet tilbage i forhold til, hvad man havde sagt i 2001 og 2002«. Bedre med åben diskussionHvorfor tror du, at regeringen nedtonede det? »Der er jo konfliktpunkter mellem at sikre vandrende arbejdstagere mulighed for at tage familien med, hvis de skal arbejde i et andet EU-land og så den danske udlændingepolitik«, siger Svend Auken. »Men det havde været bedre at diskutere det åbent, inden direktivet blev lavet frem for at vente, til dommen er faldet«. Intet svar fra Rønn Hornbech Birthe Rønn Hornbech ville efter samrådet ikke svare på kritikken af andre ministres ageren, længe før hun selv kom i regering. »Du kan også spørge, om jeg var til H. C. Andersens 100 års fødselsdag. Nej, det var jeg altså ikke«, siger ministeren. Europa-udvalgets sekretariat går nu i gang med at gennemgå alle notater og referater af møder om opholdsdirektivet.



























