Det var tom luft, da den konservative leder Bendt Bendtsen (K) i går krævede øgede dokumentation ved familiesammenføring.
I hvert fald hvis man skal tro integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. For kravene om dokumentation eksisterer allerede, siger ministeren. »Det er sådan, at en forvaltningsmyndighed kræver dokumentation for de ting, som borgerne ønsker at få. Sådan er det jo«, siger Birthe Rønn Hornbech (V). Dokumentation for 'reelt' ophold Bendt Bendtsen (K) fremlagde på De Konservatives sommergruppemøde i Silkeborg i går sin plan for, hvordan man lukker det hul, EF-domstolens omstridte afgørelse har skabt i udlændingelovningen. »I dag er det sådan, at man skal krydse af i et felt, om der er tale om reelt ophold. Vi mener, det fremover skal være sådan, at man skal dokumentere, at der er tale om reelt ophold«, sagde Bendtsen i går. Tomt krav fra K Men De Konservative kræver noget, som de i virkeligheden allerede har, forsikrer integrationsministeren. Var det ren tomhed, de konservative kom med i går? »Det kunne jeg aldrig drømme om at sige om mine kolleger. Jeg konstaterer bare, at selvfølgelig kontrollerer en forvaltningsmyndighed, at betingelserne er opfyldt«, siger integrationsministeren.



























