Flere milliarder til nye skinner og veje

Nyhedsbureauet Ritzau erfarer, at regeringen vil fordoble investeringerne i veje og skinner fra godt tre til seks milliarder kroner årligt
Nyhedsbureauet Ritzau erfarer, at regeringen vil fordoble investeringerne i veje og skinner fra godt tre til seks milliarder kroner årligt
Lyt til artiklen

Regeringen har nedsat et hurtigtarbejdende udvalg med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen til at se på, hvordan man løse de stigende trafikproblemer i Danmark.

En af modellerne er blandt andet at indføre brugerbetaling. Trafiksatsningen er et af resultaterne af de seneste måneders arbejde med at få dette års finanslov på plads. »Vi vil komme med et meget ambitiøst udspil for transportsektoren, der på den ene side skal se på vores mål for at skabe en bedre infrastruktur og på den anden side se på, hvordan vi kan skabe en mere bæredygtig transport med miljøpåvirkninger«, siger trafik- og transportminister Carina Christensen (K), der dog ikke vil sætte tal på, hvor meget mere regeringen vil investere i Danmarks trafik.
Massive investeringer i trafikken
Nyhedsbureauet Ritzau erfarer dog, at regeringen vil fordoble investeringerne i veje og skinner fra godt tre til seks milliarder kroner årligt. Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen siger, at regeringen lægger op til massive investeringer i dansk trafik. »Men hvor meget det ender på, kan jeg ikke sige noget om«, siger han. Beslutningen om at nedsætte et hurtigtarbejdende trafikudvalg mellem de tunge økonomiske ministerier om Klimaministeriet blev taget på et møde i regeringens koordinationsudvalg i denne uge. Kollektiv trafik skal styrkes En af hovedpindene bliver en markant styrkelse af den kollektive trafik. Men også den øgede trængsel på motorvejene i Østjylland, på Vestfyn og i hovedstadsområdet vil være en del af trafikplanen, siger trafikminister Carina Christensen. »Hvis vi kan få flere til at synes, at det er attraktivt at tage toget frem for bilen, så vil det hjælpe os med at få aflastet vores veje, og det vil samtidig hjælpe os til at skåne miljøet. Toget skal være et bedre alternativ til bilen, både når det gælder transporten mellem landsdelene og de korte ture«, siger trafikministeren. Fare for overophedning Med udspillet ligger regeringen op til en ekspansiv finanspolitisk udvikling henover de næste år. Og det kan skabe problemer på et tidspunkt, hvor dansk økonomi ifølge flere eksperter er ved at gå i stå. Derfor bliver et af omdrejningspunkterne også at sørge for at investeringerne ikke skaber overophedning i dansk økonomi, som allerede er præget af rekordlav arbejdsløshed. »Vi bliver også nødt til at kigge på, i hvilket tempo vi får indført disse investeringer«, siger transportministeren. Dansk Folkeparti vil imidlertid presse på for endnu flere investeringer i veje og skinner, end dem regeringen lægger op til, siger partiets trafikpolitiske ordfører, Kim G. Christensen. Han henviser til, at regeringen i 2006 nedsatte en infrastrukturkommission, hvis anbefalinger er langt dyrere, end det regeringen nu lægger op til: »Det forslår jo som en skrædder i helvede. Hvis regeringen vil leve op til alt det, den har lovet, så skal der meget mere på bordet. Men vi går ind i forhandlingerne med en positiv ånd«, siger han. Brugerbetaling på vej Ud over Dansk Folkeparti er også de radikale med i det trafikpolitiske forlig med regeringen. Det er uklart, hvorfra regeringen vil hente de øgede bevillinger til investeringer i vejnettet. Ifølge DR-nyheder ønsker regeringen at indføre brugerbetaling blandt andet for at finansiere en tunnel under København. Løkke-udvalget skal også kigge på muligheden for at få etablere en decideret infrastrukturfond, som de konservative igennem længere tid har presset på for. Samtidig skal den ny trafikplan nedsætte transportsektorens CO2 udslip, siger trafikminister Carina Christensen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen pegede for 14 dage siden i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på at udbygningen af det danske trafiknet er en af efterårets store politiske satsninger. Men også problemet med at skaffe arbejdskraft vil regeringen i den kommende uge kigge nærmere på, erfarer Politiken. Mere bæredygtigt landbrug Samtidig er et hurtigtarbejdende udvalg med erhvervsministerminister Bendt Bendtsen i spidsen sat til at kigge på at gøre landbruget mere grønt og bæredygtigt. Med initiativerne forsøger regeringen at sætte sig på efterårets politiske dagsorden med en række forslag, som venstrefløjen normalt har sat sig tungt på indenfor trafik og miljø. Samtidig vil Fogh gerne i førersædet efter en hård politisk sommer med sagen om EU’s udhuling af den danske udlændingepolitik, mener flere iagttagere. Først tirsdag løfter regeringen sløret for dette års finanslov.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her