Dagpengeperioden skal sættes markant ned og adgangen til den omstridte efterlønsordning skal begrænses. Sådan lyder nogle af de kontroversielle forslag, som formanden for Arbejdsmarkedskommissionen, Jørgen Søndergaard, i morgen vil præsentere for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), når de mødes til det første møde om efterårets store arbejdsmarkedsreformer. »Vi skal kigge på tilbagetrækningsalderen, fremrykke og målrette den aktive arbejdsmarkedspolitik og så forkorte dagpengeperioden, så der ikke er så mange, der får langvarig understøttelse mere«, siger Jørgen Søndergaard. Fogh har bedt om hurtigere udspil Udspillet kommer, efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen har bedt kommissionen om helt ekstraordinært at fremrykke sit arbejde. Ifølge skøn fra Finansministeriet mangler regeringen nemlig årligt op i mod 14 milliarder kroner for at finansiere sin velfærdspolitik de kommende år. Og de penge kan kun skaffes ved at flere ledige kommer i arbejde her og nu, hvilket vil føre til øget vækst og flere skatteindtægter. Derfor opfordrer Jørgen Søndergaard politikerne på Christiansborg til at komme i arbejdstøjet, hvis de vil undgå at stille danskerne over for skattestigninger: Kommissionsformand afviser overgangsperiode »Politikerne skal holde fokus på at nå en væsentlig effekt på den samlede beskæftigelse. Og hvis det skal virke hurtigt, så udelukker det også, at de laver meget lange overgangsperioder. De skal handle nu og her«. Derfor afviser kommissionsformanden også et forslag fra flere partier om at sætte dagpengesatserne op til gengæld for at forkorte dagpengeperioden betragteligt. »Der må jeg bare sige, at det meget hurtigt vil spise den positive virkning på beskæftigelsen«, siger Jørgen Søndergaard. Pension skal modregnes i efterløn I stedet foreslår Arbejdsmarkedskommissionen, at man ligesom i USA forkorter dagpengeperioden i tider med høj beskæftigelse, mens den bliver forlænget, når arbejdsløsheden igen stiger betragteligt.
Jørgen Søndergaard vil dog ikke sige, hvor meget den nuværende dagpengeperiode på fire år skal forkortes, men henviser til, at Danmark suverænt ligger i top sammenlignet med andre lande i den vestlige verden: »I Finland, Norge og Frankrig, hvor dagpengeperioden ligger tættest op ad vores, er den kun på to år«, siger han. Folk skal blive længere i arbejde Samtidig skal alderen, for hvornår folk forlader arbejdsmarkedet, hæves. Og det vil betyde ændringer for de ældre, siger kommissionsformanden. »Det mest virkningsfulde er nemlig at hæve aldersgrænserne for, hvornår man kan trække sig tilbage. Man kan også udvide ordningen, hvor efterlønnen modregnes hos dem, der har pensionsordninger. Det har allerede betydet, at mange i stedet for at begynde på efterløn, når de er 60 år, venter til de er 62 år«. Også nye regler for syge og førtidspensionister Med de forskellige tiltag mener Arbejdsmarkedskommissionen, at politikerne kan skaffe godt 10 milliarder kroner hvert år til øget velfærd, hvis de handler nu. Resten skal findes ved at ændre på reglerne for folk på sygedagpenge og førtidspension. Men de forslag vil kommissionen vente med at fremføre til senere på året. Udmeldingen kommer, dagen efter at finansminister Lars Løkke Rasmussen fremlagde en stram finanslov, hvor han netop gav udtryk for, at det største problem for dansk økonomi lige nu er manglen på arbejdskraft. Derfor vil regeringen i den kommende tid igangsætte flere reformer, der skal øge beskæftigelsen. Venstre: Alt er i spil Venstres finanspolitiske ordfører, Peter Christensen, vil ikke afvise, at stramninger af dagpenge og efterløn er på vej. »Alt er i spil. Derfor er det også godt, at vi kommer i gang nu. Vi har en kæmpe udfordring foran os«, siger han. Statsministeren ønsker ikke at kommentere forslaget, før han har set det.




























