Overfyldte daginstitutioner. Vinduer med gaffatape til at holde kulden ude. Nedslidte klasselokaler.
Sådan er virkeligheden ifølge mange kommuner, der på grund af regeringens anlægsstop ikke kan udføre helt basale reparationer på kommunale bygninger. Siden juni har velfærdsminister Karen Jespersen (V) således sagt nej til at lade en række kommuner bruge mere end en halv milliard kroner til blandt andet renovering af klasselokaler og opførelse af nye daginstitutioner. Det viser en opgørelse, som Velfærdsministeriet har udarbejdet for Politiken.




























