Politisk debat om en økonomisk kriseplan skal ikke foregå i medierne. Sådan en handlingsplan må politikerne drøfte bag lukkede døre. Det mener den konservative leder, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, der erklærer sig helt enig i finansminister Lars Løkke Rasmussens (V) kritik af Socialdemokraternes udspil. Løkke har beskyldt S-formand Helle Thorning-Schmidt for at løbe fra »en fælles forståelse« om, at finanskrisen er så alvorlig, at der ikke må gå partipolitik i sagen. Lene E.: Ring til mig Kritikken skyldes, at Socialdemokraterne har lanceret en samlet plan, der skal bidrage til at skabe større stabilitet i bankverdenen. S-toppen har ikke på forhånd orienteret regeringen. »Jeg synes, det er lidt mærkeligt i en situation, hvor der er meget uro, at der så går partipolitik i det«, siger Lene Espersen. »Jeg havde gerne set og har intet imod, at partiformændene ringer til mig, så vi kan drøfte det, hvis nogen har bekymringer eller ønsker mere viden på området. Jeg står klart til rådighed, men jeg synes altså ikke, det er særlig formålstjenstligt, at der lige pludselig bliver en offentlig diskussion, hvor det i sidste ende kan ende med, at vi begynder at overbyde hinanden på, hvad vi vil stille op«. Danske politikere bør stå sammen Hvorfor må regeringen gerne komme med udspil, hvis andre ikke må? »Fordi jeg tror, at mange forventer, at dem, der sidder med regeringsmagten og sidder i ministerbilerne, de handler og agerer. Tager bestik af situationen og kommer med forslag. Det gør vi, og det vil jeg fortsat gøre«, siger Lene Espersen. Og den holdning gælder, selv om store dele af S-planen er identisk med regeringens eget udspil. »Den del af udspillet, som er en kopi af regeringens, kan man sige er en indirekte tilslutning til de planer, som vi har«, siger Espersen, der understreger, at der bliver mulighed for debat i folketingssalen efter Folketingets åbning i næste uge. »Men jeg synes, at i sådan en situation, hvor der er krise internationalt, så skal vi i Danmark stå sammen. Der skal vi ikke skændes internt med hinanden«. S-formand: Uværdig vildledning Helle Thorning-Schmidt afviser, at hun skulle have lavet en aftale om borgfred med regeringen. Selv om hun drak kaffe med finansministeren mandag for at drøfte krisen. »Jeg har ved det møde tilkendegivet, at Socialdemokraterne fortsat vil tage ansvar for at løse den aktuelle krise«, skriver S-formanden på sin blog. »Men jeg har i sagens natur på intet tidspunkt givet tilsagn om, at Socialdemokraterne vil afholde sig fra at kritisere regeringens økonomiske politik eller komme med løsningsforslag til, hvordan man genskaber danskernes tillid til den finansielle sektor. Når Lars Løkke Rasmussen i dag hævder det modsatte, er det en direkte uværdig vildledning, der ikke klæder Danmarks finansminister«. S-planen kan ses på www.socialdemokraterne.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























